Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - IV. Den moderne romans banebrydere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
JUST BING
være i alt, flyde som Vand, skælve som Lyd, straale som Lys,
gennemtrænge hvert Atom, slige ned til Urstoffets Bund, være
Ur-stoffet.« Det er den sidste Fristelse. Natten viger, Solen lyser, i
Solskiven viser Kristi Aasyn sig. Antonius gør Korsets Tegn og
synker atter i Bøn. — Antonius er Flaubert selv; men ogsaa
Antonius Frister er Flaubert. Antonius er Flauberts Verdensforagt og
Følelse af Aandens Overlegenhed. Men Hilarion er Flauberts Tvivl,
hans evige Mistillid til de Idealer, Menneskeheden har skabt, og
tillige Flauberts vældige Livstrang, hans Trang til at kende alle
Videnskaber tilbunds, gennemtrænge hver Livskreds og hver Person,
han skildrede, Flaubert, hvem intet Stof er for vidt, for
fjerntliggende for hans Kunst. Og begge Sider af sit Væsen har han her
tegnet mod en Baggrund , som kun begrænses af de to sidste
Grænsepæle: Uendeligheden og Ørkenen.
Turgenjevs Kunst er vokset op af de Aandsbevægelser, som
Rusland gennemgik i den Epoke, som Russerne selv kalder »40-Aarene<,
og som naar ud i 1850erne. Det var den evige Kamp mellem de unge
Frihedsbevægelser og Selvherskermagtens Administration. Det unge
Rusland sympatiserede med alle de revolutionære Bevægelser, og det
officielle Rusland hjalp til at kvæle dem rundt om i Europa. Paa
Billedet af Frihedens Undergang (S. 323) er det den russiske tvehodede Ørn,
der svæver over Frihedens Ligklæde. Men denne Kamp fik sit Særpræg,
fordi den var en Kamp mellem russiske Forhold og Vestens Ideer.
Vestens Ideer var ikke til at undgaa. Selv franske Reaktionære
fandt Rusland barbarisk; det havde en barbarisk Kirke og ikke
den ene saliggørende romersk-katolske. Og en Russer, som kom
under romersk-katolsk Indflydelse, Tschaadajev, sagde 1836 sit
Fædreland den usminkede Sandhed: Rusland er Sammenhængsløshedens
og Goldhedens Land, det har altid været udenfor. »Der er hos os
ingen indre Udvikling; de nye Ideer fejer de gamle ud, de vokser
ikke ud af dem, de falder ned, Gud ved hvorfra. Vi staar ene i
Verden, har ikke skænket Verden noget og ikke lært noget af
Verden. Vi har ikke bidraget noget til Menneskeaandens Fremskridt,
og alt, hvad vi har hentet fra dette Fremskridt, har vi gjort til
Vanskabninger. Ingen nyttig Tanke har spiret af vort Fædrelands golde
Jord, ingen stor Sandhed er vokset frem blandt os.« Det var rene
Ord for Pengene. Stadig stod dette Problem levende. Der drog
unge Mænd ud til Göttingen og Berlin, lærte af Hegel, af det
»He-gelske Venstre«, siden af de materialistiske Filosofer Moleschott og
Büchner. De kom tilbage, de var uforsigtige, vakte Mishag og drog
til Sibirien. De søgte sig en Stilling, talte Ideer i Vind og Vejr. —
Men altid var Resultatet Nul. Hvad var vel dette store Rusland,
denne umulige træge Kolos, hvor intet skete? Man fik »Slavofiler«,
som begejstrede sig for Ruslands gamle Historie, og de forbausede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
