Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - IV. Den moderne romans banebrydere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
363
Verden ved den Opdagelse, at den russiske Kommune (Mir) var et
Særsyn; dér fandtes Fællesejendom og Fællesforvaltning. Men det
var langt fra, at de moderne socialistiske Ideer fik Indgang i denne
socialistisk organiserede Verden. Og mod Liberalismen var
Regeringen paa sin Post, navnlig efter at den i Aarene efter 1848 havde
besejret Revolutionens Hydra rundt om i Europa. Selv de brave
Slavofiler fik vogte sig. Da en af dem havde paavist, at det gamle
slaviske Samfund havde en demokratisk Karakter, kom Censuren
over ham: »Værket antager, at der i det gamle Russerrige var
demokratiske Principper; det kan vi aldeles ikke tillade, da vi maa
værne os af alle Kræfter mod disse Tendenser, der udbreder sig
fra fremmede Stater. Desuden er det falsk [naturligvis!], det gamle
Rusland kendte intet demokratisk Princip; fandtes noget saadant i
Novgorod, saa er det en Følge af Handelsforbindelse med Tyskland
[Aha, det er til d’Hrr. Doktorer fra Berlin og Götlingen!].« Naar det
gik Slavofiler saa, hvordan skulde det da gaa med »Vestmænd«?
Politik var naturligvis et ganske forbudt Felt; saa blev Litteratur
og Litteraturkritik Organet for de nye Tanker. Den, som gav
Kri-tiken denne Position, var Bjelinski. Han døde ung, men han
udførte et Værk, der minder om Georg Brandes’ hos os i 1870aarene.
Han udgik som Brandes fra Hegelianismen, men fra en
Hegelianis-me, som var langt mere konservativ end Brandes’. Han troede,
at det, som eksisterede, havde Ret, han vilde, at Kunsten skulde
være »objektiv«, skabe sin egen Virkelighed uden at hryde sig om
det nuværende og dets Sorger og Kampe. Derfor beundrede han
Goethe, Shakespeare, Homer og rakkede fremfor alt ned paa Heine.
Men Tidens Bevægelse virkede paa ham. Han endte paa et
Standpunkt, der var ganske modsat det, han havde begyndt paa. Den
franske Opfattelse fra 1848 trængte sig ind paa ham, han sagde sig
løs fra »Jegor Feodorowitsch Gegel og hans filosofiske Natlue.«
Kunsten skulde løfte Folket, skulde være en Kunst for Livet, ikke
en Kunst, der intet havde med Livet at gøre. Nu beundrede han
Heine, nu drev han Agitation for Friheden under enhver Form;
som Brandes rev han Ungdommen med sig, som Brandes skjulte
han sin Agitation under litleraturkritisk Maske; saaledes slap han
meget heldig ud af Censurens Klør.
Men sin Radikaler af reneste Vand fik Rusland i Alexander
Herzen. Han var Søn af en russisk Stormand Jakovlev, der havde
giftet sig i Tyskland, men ikke givet sit Ægteskab russisk
Legitimation. Sønnen, der saaledes stod udenfor Samfundet, var fra de
tidligste Aar radikal. Han var fransk opdraget og sværmede for den
franske Revolutions Helte, for de russiske »Dekabrister«, for enhver
Frihedsbevægelse, saaledes i 1863 endog for Polakkernes Opstand.
Hans Udvikling bestaar i, at han gaar over fra Bérangers
Frihedsbegejstring til Saint Simons, fra den politiske Revolution til den
sociale. Efter mange Omskiftelser fik han 1847 endelig
Rejsetilladelse til Udlandet. Han svor aldrig at komme tilbage. Vistnok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
