Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - IV. Den moderne romans banebrydere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
371
Natur. Med den mest udsøgte Kunst har Turgenjev tegnet hendes
Skikkelse. Hun strider imod, da hendes Fader vil føre hende til
Hofballet; hun ved, det bliver hendes Skæbne. For Irina hører
til de Kvinder, som bærer Skønhedens Martyrium. Hun maa være
Baldronning, hun maa leve i Luxus. Farvel Litvinov, farvel
Ungdomskærlighed og alle rene Følelser. Rigdommens golde
sjælsfortærende Herlighed er kommet, og hun maa straale i den. Da hun
træffer ham igen i Baden-Baden, er hendes gamle Kærlighed vaagnet
med et; hun vil erobre ham ved Minderne. Og hun vinder sin
store Sejr, da hun faar draget ham til Selskabet. Hendes sorte
Kjole fremhæver ikke mere skønt de hvide Skuldre, end Selskabet
fremhæver hende selv. Hun faar det — bare ved Blikket fra sine
gaadefulde Øjne — til at vise sig i hele sin Usselhed, vise sin
politiske Brutalitet, sin forgrovede franske Frivolitet; Kvintessentsen
deraf er den »velnærede« Generals franske Aandrighed: »Kærlighed
— det er en Kolik, som slaar sig paa Hjertet.« Og gennem al
denne Raahed falder Irinas Blik paa Litvinov, det er et Sejersblik,
et Frihedsblik, Dyretæmmerskens Blik, der faar sine Bæster til at
gøre Kunster. — Denne Sejr er hendes Væsen. Hun gaar nok ind
paa Litvinovs Plan om at flygte, men hun tænker ikke paa at leve
for sin Kærlighed. Hun kan det ikke. Hendes Sjæl er i hendes
Kjoler. Kærligheden er for hende et forfriskende Bad — at tage
af og til, en Følelse af Hjertets Frihed midt i de gyldne Lænker,
af Aandens Ironi midt i Mammonsdyrkelsen. — Saaledes suger hun
de brave Mænds Sjæl ud til sidste Draabe; Potugin er blevet hendes
Slave, Litvinov bliver det for nogle Timer, der ødelægger hans Liv
i lange Aar.
Man maa dog ikke tro, at Turgenjev skildrer Kærligheden for
at nedværdige den. Han har tegnet det fineste og sublimeste Billede
af Kærlighed i sit Mesterværk »En adelig Rede«. Lavretski kommer
tilbage, skilt fra sin uværdige Hustru, som render paa Æventyr
rundt ved alle Europas fine Badesteder. Han kommer tilbage til
Rusland — hele Turgenjevs Hjemlængsel kan mærkes t Skildringen
af Lavretskis Ankomst hjemme paa Godset. — Han mødet atter ren
russisk Ungdom i Huset hos sin Slægtning. Den unge Lisa og han
drages ubevidst mod hverandre. Lavretski er Mand, han ser først,
at han elsker og elskes, han kæmper imod. Da vinker Befrielsen,
en Avis bringer den Nyhed, at den bekendte Madame Lavretski er
død. De to unge Hjerter aabner sig for hinanden, Løftet veksles.
Ak, Lykken brister inden kort, Fru Lavretski præsenterer sig selv
Dagen efter. Lavretski vil gøre Modstand, men Lisa siger ham selv,
at han maa tilgive hende. Hun kræver selv Offeret af sin egen
Lykke af sin Elskede, for at hans Billede skal bo hos hende uden
Skygge. Og med Fred i sit brudte Hjerte trækker hun sig tilbage
til Klosteret. — Ganske omvendt er Helenes Offer; Kærligheden til
lussarov faar hende til at forsage alt. Da hun mærker, at hun
elsker ham, er hun fortvivlet, indesluttet om Dagen, græder om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
