Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
373
skildrer alle Livet som mørkt og sørgeligt. Ja, Zola fremsatte Skolens
Program, da han forklarede, at Kunsten kun var »en Krog af
Naturen, set gennem et Temperament«; Definitionen er særlig
karakteristisk ved, at Begreberne »Skønhed« og »Poesi« mangler.
Forfatterskabet bliver hos dem derfor først og fremmest et Studium,
Beskrivelserne kommer til at blive et fremtrædende Træk i deres
Bøger. Enkelte af dem — især Zola og Goncourterne — ser i sit
Forfatterkald ikke bare en kunstnerisk, men ogsaa en videnskabelig
Virksomhed; de indsamler Bunker af »menneskelige Vidnesbyrd«.
Goncourterne lever ikke for andet end sine Bøger, Edmond de
Gou-court opstiller endog »Litteratur-Standen« som Modsætning til
Ægtestanden. Maupassant forbander sit Kunstneranlæg; det tvinger
ham til kun at leve for at beskrive. Gennem hele Rækken bliver
Forfatterskabet mere anset som et Fag end som en Frugt af
Inspiration. Og alligevel skinner Romantiken, — den forhadte, af al
Magt bekæmpede Romantik — dog paa forskellig Maade igennem
hos hver af dem.
Gruppens Fører Emile Zola har ikke anset den »Naturalisme«,
han tilhørte, for at være en blot og bar litterær Retning. Det var
bare det litterære Udslag af hele den moderne Videnskab, dens
nøgterne Betragtning, der lod de store uløselige Problemer ligge, der
gik frem Skridt for Skridt fra det kendte til det ukendte, der
byggede paa Erfaring og kun regnede med Fakta, der saa, at Livets
Drivkræfter ikke fandtes i blaa Sværmerier, men i Realiteter, og
at Livet stedse var en Kamp for Tilværelsen. Troen paa Livets
Ret og Følelsen af Livets Magt er stærk hos ham; derfor bekæmper
han alt overnaturligt, derfor vil han slaa ned alle Autoriteter. Han
finder, at det realistiske andet Kejserdømme havde forholdsvis Ret
overfor den romantiske Republik af 1848, og sagde den tredje
Republik de barske Ord, at den maatte være naturalistisk eller ikke
existere. Siden skrev han sin Romanserie »De tre Byer« for at
vise, at Fremtiden tilhørte Paris, Frankrigs Hjerte, hvor alt slet og
godt fandtes om hverandre, og ikke den mystiske Katholicismes
Under-By Lourdes eller den katholske Kirkes Midtpunkt Rom. Og
under den store Dreyfus-Sag blev han Retfærdighedens djerveste
Forfægter og slog i sin Brochyre »Jeg anklager« uden Naade løs
paa Modstanderne. Ligesaa skarpt som han før havde fordømt alle
Utopier, ligesaa frygtløs tegner han i sine sidste Værker Billedet
af Fremtidens Guldalder-Samfund; men Tendensen er overalt den
samme: Troen paa, at Redningen ligger i Livet selv, i Folkets Sundhed
og Frugtbarhed, i Existens-Midlernes Mangfoldiggørelse, i Opfindelser,
som gør Arbejdet let, og i Arbejdets og Udbyttets retfærdige
Fordeling, i Sandhed og fuld Offentlighed over den hele Organisation
og Forvaltning. For Zola har Kritiken altid været et
Rensningsmiddel, men den har aldrig vakt Betænkeligheder hos ham. Sin
Leveregel har han sammenfattet i de Ord: »Man maa have en solid
Tro og bestandig tvivle«. Tvivlen styrker hans Tro, rokker den ikke.
Zola
1840—1902
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
