Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
JUST BING
Zola er født i Paris og opvokset i Sydfrankrig, hans Fader var
Ingeniør og døde tidlig. Etnile var eneste Barn, var blevet behandlet
som voksen af sin Moder, og havde under sin glade Drengedovenskab
erhvervet sig en Mands Ansvars- og Pligtfølelse,-Ihærdighed og lange
Planer. 18 Aar gammel kom han til Paris, ventede med
18-Aars-Higen en Æventyrstad. »Og det tunge Køretøj rumlede ind mellem
skumle Bygningskomplexer, Kroer, mistænkelige Huse ... Og saa
dukkede man ind i de sorte Gader . . . Jeg led da en af de
grusomste Skuffelser i mit Liv.«*) Han fik den nøje at kende, denne
Skuffelse; han faldt igennem til Studentereksamen, sled saa Livet
hen paa el Tagkammer, indtil han ved Ansættelse i det store Forlag
Hachette fik bedre økonomiske Kaar; fra Boghandelen kom han til
Litteraturen.
Denne Skuffelse er en afgørende Begivenhed for Zolas hele
Karakter som Forfatter. Hele hans første store Roman-Række,
Rougon-Macquart Serien, 20 Bind, gaar egentlig ud paa at skildre og forklare
den. Taine og Darwin bragte ham Forklaringen; den hele Natur,
hele Livet formede sig under Kampen for Tilværelsen. Den stærkeres
Ret var Livets Ret. Medfødte Anlæg, Samfundsomgivelser og
Livs-kaar, de historiske Begivenheder og Øjeblikkets Krav bestemte
Menneskenes Skæbne og deres Karakterudvikling. Zola, med
Ingeniørblodet i sig, fuld af Handlekraft og af Vilje, saa den
Kendsgerning ret i Øjnene, at Livet bragte meget stygt og raat med sig,
undertrykte meget fint og ædelt, og at man dog maatte tro paa
Livet, paa Kraften, paa Livsdriften, der tog Form af Attraa efter Magt,
Ære, Kærlighed, Lykke. Han lagde hurtigt bag sig et Bind rosenrøde
Æventyr (»Fortællinger til Ninon«), han maatte vise Livet i al dets
Magt og Brutalitet. Han var som sin Maler Claude Lantier i
»Værket«, »født ved Aa-Mødet mellem Balzac og Hugo.« Det var Hugos
Menneske-Betragtning og Balzacs Menneskeskildring, Hugos
Medfølelse med Lidelsen og Balzacs Forherligelse af Kraften, som mødtes
hos ham. Men ogsaa denne Romantik rystede han af sig; vistnok
ligger den stadig paa Bunden hos Zola; men han vilde ikke være
romantisk. Han vilde skildre Mennesker og Forhold, saaledes som
Taine og Darwin havde lært ham at forstaa dem. Han vilde sende
sin Fantasi i Skole hos den systematiske Videnskab; og da saa
Kejserdømmet brast sammen ved det første Nederlag, da Kommunens
vilde Dage kom, og de skikkelige Borgere ikke vidste bedre Raad
end for det første at give Folket den Republik, det raabte paa, —
da havde Zola sin Plan færdig. Det skulde blive en hel
Romanrække »Rougon-Macquarterne, en Families Natur- og
Samfundshistorie under det andet Kejserdømme«. Hele Taines Teori, baade
la race, le milieu og le moment var med deri. Og som Zolas Natur
var, blev Milieuet, Livskaarene, Arbejdsforholdene, Tingene det
mest fremtrædende. I over 20 Aar har han ufortrøden arbejdet
*) cit. efter Valdemar Vedel; E. Zola, Tilskueren 1886.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
