Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378
JUST BING
turen« saaledes bliver en hel Verden, om den ogsaa faar sine egne
bevægende Kræfter, sine egne Verdenslove? »Tingene,« der
fremtræder saa massive, bliver det bestemmende for Handlingens
Udvikling. Haven Paradou i »Abbed Mourets Brøde« vokser op, Zola
beskriver den gennem over 100 Sider. Den er et Væld af
Frugthed, og for Zolas Fantasi bliver den — som det ses af Navnet —
en Paradishave. Det er, som om Livet vælder frem i al sin
Oprindelighed og Rigdom. Her vaagner den unge Abbed Serge til
Livet igen efter Nervefeberen. Og Havens Yppighed, hvor
Vaar-blomsterne ligner Smaabørn, hvor Roserne forkynder Elskov, hvor
Træernes Overflod af Saft bader dem i Frugtbarhed, fører ham og
Albine sammen i en Kærlighed som det første Menneskepars, en
Kærlighed, hvori de bliver ét med Naturen.
Saaledes bliver Tingene dæmoniske, der gaar Trold i dem.
Brændevinsskænken i »Faldgruben« breder Gift og Fordærvelse
over hele Kvarteret, Gruben »le Voreux« i »Vaarbrud« bliver et
Uhyre, der stadig sluger Menneskene, der modtager dem om
Morgenen friske, der sender dem op, udslidte og sværtede, naar
Arbejdstiden er ude. Zolas Romaner giver det moderne Livs
Mythe-Digt-ning, hvori Mennesket er et Produkt af Kampen for Tilværelsen,
det vil sige: Mennesket er formet i Tingenes Billede, er saadan
som Tingenes mythiske Kræfter har omskabt ham. — I al sin
Uhygge har han vist os Kulgrubens Indflydelse paa Arbejderne.
De bliver duknakkede og sværlemmede af den bøjede Stilling og det
haarde Arbejde, som kræver voldsom Anstrengelse, hver Gang noget
er i Ulave. Deres Legemer er blodfattige og magre af den daarlige
Grubeluft og den slette Kost, den sorte Sæbe tager Glansen bort af
deres Haar, der bliver lyst, blegt og mat i Farven. De stadige Bad
og Sammenpakningen af hele Familien paa et Soveværelse lader al
Blufærdighed gaa til Grunde; Børn, Ungdom, Forældre, Gamle, alle
maa de slide i det; alle viser en misforøjet Lydighed og et dumpt
Had mod de overordnede; Drift og Gridskhed bliver brutale,
Raa-heden allestedsnærværende hos dem. Og som Toppen paa denne
Udvikling staar den gamle Bedstefader Bonnemort, Kompagniets
Slave gennem et helt langt Liv. Gang paa Gang cr han sluppet ud
af Dødens Klør ved Eksplosioner og Sammenstyrtninger. Han taler
næsten ikke, han brummer kun tvært til Svar, naar han bliver
spurgt. Han har Nattearbejdet, og man ser ham om Dagen kun
spise eller snorksove. Kulstøvet er gaaet ham i Blodet; han spytter
sort. Hans Ben er daarlige, men han hænger i; for Kompagniet
skal ikke have den Triumf, at han gaar af, før han har Ret til de
180 Francs i Pension. Han sukker stadig resigneret: Naar man
bare har Brød, saa! Men Hadet mod Aktionærerne er ubevidst et
Livsprincip hos ham. Da Cæcilie, Datter af de skikkelige
Borgerfolk, som lever af sin Aktie, blid, indolent, frodig, godhjertet
kommer med sine Forældre og bliver igen for at rydde op, medens de
andre ser sig videre om i Arbejderboligen, kaster Bonnemort sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
