Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
383
elsker ham da ikke? Han trænger ind paa hende. Elskede hun
ham end ikke hin Sommerdag? »Jo vist, svarer hun ligegyldig, jeg
elskede dig, fordi det var varmt.« Det hele er en Indskydelse, som
beror paa Nerverne. — Ja, Goncourterne bryder sig kun om
Nervesiden ved Følelserne. Deres Pariserinde
fra den fine Verden, Chérie, Marschal
Haudancourts Sønnedatter, er et erotisk
nervøst Væsen. Denne ubevidste
Elskovstrang kommer først frem i den lille
Piges Ømhed og Gratie, saa pludselig i
hendes Skyhed, saa i hendes Religiøsitet,
da hun første Gang skal til Alters. Saa
igen i hendes Bæven ved det første Bal,
hendes Dyrkelse af sin egen Skønhed i
Toiletter. Da hun er kommen saa langt,
bliver hun Baldronning og vil være det,
Dansen bliver hendes Verden, hun vil
svæve henover de bonede Gulve efter
Valsetonerne, hun vil læse Beundring
og Elskov i alles Blikke, hun vil fange ved sit Koketteri og aldrig
lade sig fange. Hun sitrer i nervøs Nydelse ved at indaande Duften
af forskellige Parfymer — Goncourt grænser til Baudelaire, — saa
faar vi rent a-propos høre, at hun elsker ugengældt, og hun bliver
nervesyg, veksler fra febrilsk Livfuldhed til Besvimelser, misunder
Veninderne, at de har Mand, Børn; lager af, blusser op — og saa
er Gravskriften over den nittenaarige, Slutningen paa denne
udslidende, tomme Balheltinde-Tilværelse. Eller vil man vide, hvordan
Madame Gervaisais bliver en glødende
sværmerisk Katholik? Hun kommer til
Rom med en sund og djerv Fornuft, som
ikke lader sig byde noget. Men den bløde
romerske Luft, de lange højtidelige Messer
i Kirkernes røgelse-fyldte Halvmørke,
Processionernes Pragt paavirker hendes
Nervesystem ; del bliver en nervøs Ophidselse,
som tager Form af religiøs Ekstase, det
bliver en nervøs Slappelse, der tager Form
af religiøs Underkastelse.
Goncourternes Romaner er væsentlig
Stillebensbilleder. Deres Fantasi har
ingen Flugt, de skildrer kun, hvad de har
set, og det ser de gennem Mikroskop.
Derfor findes der ingen Handling hos
dem; under Lupen vil man have Genstanden i Ro. For at deres
Iagttagelsesevne skal være uendelig fin og vaagen, dyrker de sin
Nervøsitet. Kunst og Videnskab gaar hos dem Haand i Haand for
at fremtvinge det yderste Raffinement. Derved minder de om
Fig. 152. Jules de Goncourt.
Fig. 153. Edmond de Goncourt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
