Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
385
Alphonse Daudet kom fra Provences Solland, og han forblev
stedse Provençaler. Han var et Solskinsbarn, han behøvede ikke
at gennemgaa Darwin og Taine for at forsone sig med Livets
Haard-hed, som Zola maatte. Livets Bitterhed rørte hans Hjerte, men
gennemborede det ikke. Han troede paa Lykken og Glæden og
paa Menneskene, og da var det sødt at græde. Han havde Sydens
legende Skelmskhed i sin Latter, Sydens lette Gratie i sin Stil. Han
kom nok ogsaa til at se nøgternt paa Verden, som Menneskene i
Nordfrankrig gjorde; han betragtede sine Landsmænd med et Smil,
hvori Lystigheden var parret med sikker Forstaaelse. Men sydfransk
blev han dog. Det var Provençalerne, han fik lyslevende frem. Han
kendte deres Ord, som ikke blev til noget, deres Selvfølelse og
Begejstring, der ingen Handling fødte, men var stadig lige frisk
foldet. Han karikerede dem i sin Tartarin fra Tarascon, en Helt i
egen Indbildning, — Slægtskabet med Mr. Pickwick var
umiskendeligt, som i det hele Dickens tit og ofte gaar igen hos Daudet; men
samtidig var Tartarin en ægte Sydfranskmand af den brautende,
stadig foretagsomme og aldrig fuldførende Art. Daudet tog haardere
fat paa sine Landsmænd i sin politiske Roman »Numa Roumestan«.
Det er en ægte Provençaler-Karriére, Numa gør; han taler og hans
egen Stemme, hans egne Ord, hans egen Pathos bringer ham i
Aande, saa han virkelig bliver varm og siger træffende Ting, og helt
brillant er han foran Valgene blandt sine egne. Han ødsler med
Løfter, hans nordfranske Kone spørger forbavset, om han tror, at
han nogensinde kan indfri dem. — Nej, svarer han, det indbilder
heller ikke de sig, som tager Løfterne af ham; men de synes dog,
det er hyggeligt, at de faar Løfte derom, de vilde blive stødt, om
de ikke fik det. Han kender dem og er en af dem. Han bedrager sin
Kone af bare Letsindighed, skønt han i Grunden elsker hende. Da
hun opdager det og bliver dødssyg derover, sidder han fortvivlet
ved hendes Seng og forsøger at trøste hende, — men det afholder
ham dog ikke fra at bedrage hende igen. Og med alle sine
Letsindigheder og Løgne, alle sine udspekulerede Slyngelstreger, er han
dog i Grunden et naivt, et snildt og godt Menneske; han mener det
i Grunden ikke saa slemt med det, han gør. Overfor saadanne
Sydfranskmænd synes Parisernes nordfranske Natur Daudet at
repræsentere en vis menneskeværdig Ærlighed, at have en vis
menneskeværdig Mening med alt, hvad de gør.
Daudet nærede en Indflytterbeundring for Pariserne. Ganske
vist afskyede han Egoismen, Luksusbegæret, den kolde
Hensynsløshed overfor Dyd og Pligt, Ægteskabsbruddet uden Blodets Brusen
hos en Sidonie (i »Fromont junior og Risler senior«), ganske vist
gyser han ved Tanken paa den Svindel og Immoralitet, som raader
i Hertugen af Moras Styre. Men han kan ikke nægte dem sin
Beundring for deres Sikkerhed. Der trygler Hertugen af Mora Dr.
Jenkins om at stramme ham op med Piller til sine sidste
Udskejelser, Lægen forklarer ham brutalt, at det er ude med ham.
Plud-49
Daudet
1840-1897
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
