Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
387
— Skildringen af, hvorledes en løs Forbindelse fordærver en ung
Mands Liv. Det begynder i Forelskelsens rosa, saa lidi efter lidt
kommer Uorden, Gæld, Strid, der gør styg, og Forsoning i en
Vellyst, som tager Sindets Renhed bort. Forgæves er alle Brud.
Til-sidst, da han skal gifte sig og elsker den unge Pige, træffer han
Sappho igen; den gamle Forbindelse sluttes atter uden Spor af den
gamle Kærlighed; han føler sig nedværdiget, udygtig til hver ædel
Følelse; han bryder med den unge Pige, og del er forbi med ham.
Romantikens Glans er her taget bort fra Griselten; del er gjort
med naturalistisk Ubarmhjertighed, men Bogens Aand har sit
Udspring i det litterære Juste-Milieu. Daudet bare tøjer det noget over
mod Naturalismen.
I Modsætning til Daudet var Guy de Maupassant den
ubarmhjertige Realist. Daudet havde et godt Smil, en kvindelig blød
Medfølelse, en kvindelig Beundring-trods-alt overfor de Mennesker,
han saa. Maupassant havde haft Flaubert til faderlig Ven og havde
lært af ham. Det hele var som Flaubert havde sagt: en Illusion
at beskrive. Del hele var intet, men det var en Opgave at beskrive
det. Flaubert havde været Romantiker, han havde fordybet sig i
sit Emne for at skildre det nøjagtig. Maupassant vendte tilbage til
Klassikernes Korthed og Knaphed. Han kunde nok fordybe sig i
sit Emne, men han viste aldrig, at han gjorde det; han tegnede
det i tre Streger, akkurat de tre Streger, som gjorde det levende.
Han foragtede Menneskene, de var plumpe og lave i sine Lyster og
usle i sine Udveje; det var »paaklædte Gorillaer«. Maupassants Ire
Streger stemplede dem med hans Foragt, og han nød at kunne
skildre, hvad der ikke gik an at skildre, skildre det saa brutalt,
og dog saa elegant og raskt, at han kunde faa sagt det, han alene.
Han blæste i al Moral og mange af hans Bøger slog igennem ved
hans elegante Uanstændighed. Hans Ironi var skærende og
naade-løs. Man kan ikke mere blodig haane Menneskenes usle
Penge-begærlighed, der kaster al Moral til Side, og deres ligesaa usle
Dannemandskhed, naar de har sit paa det tørre, end Maupassant
gør det i »Arven«. Da den skikkelige visne Kontorist og hans Kone
ikke faar det Barn, som hendes Tante har testamenteret sine
Millioner, og del lakker betænkelig med Treaarsfristen, saa bliver hans
Kollega paa Kontoret, det vælige Mandfolk Maze, inviteret til Middag.
Fruen og han har ikke Øjnene fra hverandre. Og de bliver siden
uadskillige. Ved en Familiemiddag ser man saa pludselig Fruen
styrte ud med Servietten for Munden. Men nogen Tid derefter
fortæller hun sin Mand, at hans Ven Mr. Maze har været uforskammet
og hun har kastet ham paa Porten. Nu er alt Fryd og Glæde;
endnu før Barnet er kommet til Verden, løber de hen til Skifteretten
for at vise sin Adkomst til Millionerne. Og ved Barnedaaben er
hele Kontoret — undtagen Maze naturligvis — inviteret, Barnet
bliver fremvist, og en af Kontorfolkene hvisker til sin Nabo: »Hun
ser ud som en liden Mazette,« en Bemærkning, der gør sin lystige
Maupassant
1850—1893
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
