Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
JÜST BING
Fig. 156. Maupassant.
Runde paa Kontoret. — Men bag denne Maupassants Haan ligger
der dog Medfølelse med Menneskene og deres Usselhed, en
ubarmhjertig Medlidenhed, kan man sige. Hans Roman »Et Liv« følger
en Kvinde fra hun er voksen, til hun bliver Bedstemoder. Det er
den evige Illusion, og den evige brutale Skuffelse.
Forelskelsessværmeriet hos hende rives ned fra sin syvende Himmel ved
Ægtemandsbrutaliteten, men saa vaagner Honningmaanedens Sanserus
igen. Dog, den Mand, hvem alle disse Følelser gælder, er en lav,
nærig, raa Vellystning; han bedrager hende med Kammerpigen.
Saa kommer Faldet fra den drømte Salighed, og efter det den graa,
graa Hverdag. Hun er atter
den ulykkelige lille Pige hos
sine Forældre. Hendes Barn
kommer, i det vaagner atter
Drømmene tillive, og de styrtes
end ikke om, da hendes Mand
paany bedrager hende med
en Adelsfrue i Nabolaget, og
Fruens Ægtemand dræber de
skyldige. Barnet faar al
hendes Ømhed, hendes taabelige
Moder-Ømhed. Resultatet
bliver, at han vokser op til
en Slubbert, men Moderens
blide Godhed gør ham øm
og elskværdig op i Øjnene
paa hende; saa hun af hans
Slyngelstreger kun erfarer
Følgerne. Tilsidst maa han
forsvinde for at undgaa
Rettens Klør, og han sender hende
sin spæde, uægte Søn, som
han ikke længer kan sørge
for. Bogen slutter, idet hun
har det lille Barn i sine Arme;
det er som Perspektivet udvider sig i det uendelige: altid er denne
Kærlighed dømt til Skuffelser, altid er den dum, uden en Tanke
paa Ansvar, uden Spor af opdragende Evne; men altid er den lige
opofrende og hengiven, og stadig har den en Genstand, hvorpaa
den kan kaste al sin Ømhed. »Livet er aldrig saa lykkeligt eller
saa sørgeligt, som vi tror«, siger den gamle Pige tilslut. Illusionens
Udødelighed — det er det ringe Resultat, Livet bringer, det er den
Grundvold, hvorpaa Livet bygges, den daarlige, men holdbare
Grundvold!
Den triste Livsbetragtning, vi her møder, sætter sig mere og
fast hos Maupassant. Den glade frivole Fortæller bliver i sine
senere Romaner en tungsindig Sjælegransker. Døden og Vanviddet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
