Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
392
JUST BING
Bondevis til Gud. Lyt paa enfoldig Bondevis til Guds Stemme i
dit indre og følg den, uden at se til højre og venstre.
Men disse to ægte Russere er grundforskellige i sit Væsen.
Tol-stoj har i sin Ungdom været Officer, og han beholder Træk deraf
i hele sit Forfatterskab. Han ser som Moralist først og fremmest
Maalet. Han ved, hvad han vil med sin Bog. Men netop, fordi
han ser Maalet, bliver det hele levende for ham. Han er
Feltherren, som stadig har Situationen klar for Øje. Han lægger Mærke
til alt. Han ved, hvorledes alle hans Mennesker ser ud, han kan
beskrive deres Legemsbygning, Udtryk, Dragt, Optræden. Vi ser
dem tydelig for vore Øjne. Og hvert Optrin ruller bredt og
malerisk skildret frem for os. Tolstoj er Epiker, hans »Krig og Fred«
er et Heltedigt om Ruslands Helteaar i Napoleonstiden. Vi faar se
det altsammen, Officerer og Soldater, Slagets Tummel og Jagtens
Hallo af Mennesker og Hunde ude paa Landgodset, Saloner i
Petersborg og Hjem i Moskva, Mænd fra den gamle Tid og den nye
Tids Mænd og dem, der skal bære Fremtiden. — Dostojevski
derimod har siddet fire lange Aar i et sibirisk Fængsel, og der ruger
en Fanges grublende Tungsind i hans Værk. Som Moralist spørger
han ikke efter Maalet som Tolstoj, han spørger efter Ansvaret. Han
ser ikke sine Mennesker, han tænker dem. Men aldrig er
Mennesker tænkt med en saa rasende Lidenskab, som Dostojevskis. Vi
glemmer alt andet ved hans Personer, men det Stykke Menneske,
som er indenfor Pandeskallen, oplever vi, saa det sitrer gennem
alle vore Nerver. Han er de syges, de halvt eller helt sindssyges,
de forkomnes, Proletariatets Digter. Naturen har han liden Sans
for; hans Digtverden er Storbyernes trange, stinkende Gader med
de usle Knejper. Og det dybeste i hans Tro er Troen paa Lidelsen.
At være Menneske betyder at lide, og at opfylde et Menneskes
Bestemmelse er at tømme Lidelsens Kalk til Bunds. Lidelsen er
hellig. — Der gaar igennem hans Værker en uendelig Livets Magt og
Vildskab, noget som er over Evne, noget som er paa den anden
Side af Virkelighedens Grænser. Dostojevskis Personer ligner ikke
dem, vi møder paa Gaden, men dem, som vi med Forfærdelse
finder, naar vi søger i vort Væsens ubevidste Dyb. Det er ikke
Mennesker, det er Menneske Kvintessenser. De er alle besatte, besatte
af Lidenskab, Ondskab, Usselhed, Opofrelse, Tro, ligegyldig hvilket.
Optrinene former sig paa sin Højde til Heksesabbater,
hjertesønderrivende og dog vildt løjerlige. Man tænke paa Gravøllet over
Mar-meladov i »Raskolnikov« og paa Knejpescenen i Mokroje mellem
Dmitri, Gruschenka og Polakkerne i »Brødrene Karamazov«. —
Tiden synes at gaa over til en Slags Evighed: Sekunder synes at
være Timer. Og dog, naar vi ser paa denne dæmoniske Verden,
er den saa fortvivlet menneskelig, at vi gyser over at være
Menneske.
Feodor Michaelovitsch Dostojevski har fra Barndommen af staaet
Fattigdom og Sygdom nær; han er født paa Fattighospitalet i
Dostojevski
1811-1881
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
