Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
JUST BING
eredes gule Billet og 30 Rubler; hun kastede sig paa Sengen og
bare græd. Faderen bliver i Drukkenskab overkørt paa Gaden og
dør. Raskolnikov giver dem sine sidste 20 Rubler og møder ved
Dødslejet i hende sin Skæbnes Kvinde. Han kommer til hende,
piner hende med Spørgsmaal, forespejler hende, at hendes Sjæl og
hendes Legeme vil smittes af Sygdom, hun vil komme paa
Hospitalet og være et Vrag, før hun er 20 Aar, hendes Søster vil gaa
samme Vej. Og hendes Offer vil være forgæves; alle hendes er
fordømte. Og derpaa kaster han sig ned for hende og kysser hendes
Fod. »Ikke for dig har jeg bøjet mig, — jeg har bøjet mig for hele
Menneskeslægtens Lidelse.« Lidelse! Mysteriets store Kilde! Vi er
i Centrum af den Verden, som hedder Dostojevski, og ud over
Virkelighedens Verden. Raskolnikov føler, at han maa tilstaa Mordet
for Sonja. Han kommer igen for at sige det. Han føler, Timen
er kommen dertil. Han hader hende for det, men han maa tilstaa.
Han gør det paa den haardeste, mest forpinte og pinende Maade,
taler i Gaader. »Kan du ikke gætte det?« — N—nej! — Se rigtig
paa mig engang! Hun brister sammen. »Hvad er det, De har
gjort?« raaber hun og kaster sig om Halsen paa ham. »Der gives
ingen, ingen i hele Verden, som er saa ulykkelig som du! — Du
vil altsaa ikke forlade mig. — Nej, jeg gaar med til Sibirien.« Han
piner hende og sig selv og ender i Skriget: »Det er ikke den gamle,
jeg har dræbt. Mig selv har jeg dræbt, ikke hende. .— Naa ja,
hvad er her at gøre.«
»Hvad der er at gøre,« raabte Sonja og sprang op. Hendes
Øjne, som hidtil havde været fyldte med Taarer, skød Lyn. »Rejs
dig!« — hun greb ham ved Skulderen, han rejste sig og stirrede
forbavset paa hende. — »Gaa straks, øjeblikkelig, ud herfra; stil
dig op paa en Korsvej, knæl ned, kys Jorden, som du har
besmittet, bøj dig for hele Verden og rundt til alle Himmelegne og tal til
alle: Jeg har udgydt Blod! Da vil Gud sende dig nyt Liv . . .« »Du
mener saaledes — Sibirien? Ikke sandt, Sonja? Jeg skal saaledes
udlevere mig selv?« — »Du maa tage din Lidelse paa dig, kun
deri er Forsoning; det er det, du maa gøre.« Atter dette Ord med
den mystiske Magt. Han maa bøje sig for det. Han strider nok
imod, og naar han vejrer Mistanke, strider han dobbelt. Hans
Bekendt, Politifuldmægtigen Porfyrius Petrovitch har ham mistænkt.
Han lægger sine Garn ud i lange Omsvøb, Raskolnikov mærker det
straks, sveder og skifter Farve, men er paa sin Post. Og med ét
gør han det dristigste Udfald: »Jeg ved, de mistænker mig for
Mordet!« Den anden er afvæbnet, men just Udfaldets Dristighed
gør hans Mistanke fast og, uden at have Skygge af Bevis derfor,
gaar han til Raskolnikov og siger ham op i Øjnene: De er
Morderen ! De har 51 Timer at betænke Dem i. Angiver De Dem ikke
til da, arresterer jeg Dem! — Raskolnikov blegner, men nægter,
vakler i Knæene, men fastholder sin Nægtelse. Men Sonjas Ord
har besat ham. Han gør sit borgerlige Testamente, forener sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
