Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
397
Søster og sin Ven, kysser Jorden og raaber: »jeg har udgydt Blod.«
Saa gaar han op paa Politistationen og melder sig kort og godt
som Morder. — Besat af Mordet, besat af Tilstaaelsen, —
saaledes føler Dostojevskis brændende og skælvende Nerver sit Værks
Hovedskikkelse. Og ligesaa er det med de andre. Se denne
Svidri-gailov, han er besat af sin Elskov til Dunja, Baskolnikovs Søster.
Han gør hende Tilbud om at flygte, han forgiver sin Kone, og
der-paa iler han efter Dunja til Petersborg. Hans Natur strider imod
det ved at slaa vildt til Skaglerne; han forlover sig over Hals og
Hoved med en 16aars Pige, han nyder — rent perverst — det i
hendes Kærtegn, at hun endnu ikke er Kvinde. Han hører
Ras-kolnikovs Bekendelse for Sonja og tvinger ved Trusel i den
Anledning Dunja til at besøge sig. Han er vild, slænger Døren, kaster
sig for hendes Fod. Men hun knækker ikke. Saa rækker han
hende Pistolen, stiller sig op, »Skyd«. Skuddet strejfer hans
Tinding, Blodet flyder. En Gang til! Bedre! Paa to Skridts Afstand!
Skuddet klikker. Hun kaster Pistolen, hans Arm er om hendes
Liv. »Lad mig gaa?« »Kan du ikke elske mig?« »Aldrig.« Han
laaser Døren op. — Hun gaar. Han farer Byen om, strør Penge
ud, styrter til den 16aarige med Gavebrev paa hele sin Formue, og
da det er overgivet, svirer han, lægger sig til at sove uden at kunne
det, staar op, gaar ud og skyder sig.
Lidelsen og Besættelsen — det er Omkvædet overalt hos
Do-stojevski. De skildres helt og holdent realistisk og er i sit Væsen
helt og holdent mystiske. Hovedpersonen; »Idioten«, Fyrst Myschkin,
en ideal Dostojevski, er Epileptiker. Dostojevski skildrer ham
ganske medicinsk rigtig, foran hvert Anfald gaar nogle Sekunder, der
er fyldt af det højeste i Menneskelivet. Hvert Anfald bliver saaledes
Situationens Højdepunkt. Hans Epilepsi har ikke røvet ham hans
Forstand, men taget fra ham al Bitterhed og alt Begær. Han kan
bare lide og være god, han frygter, at han »ikke er værdig til sin
Lidelse«. — Til en døende siger han: Gaa forud for os og tilgiv
os vor Lykke. Saa gaar han som en Fredsstifter, en, der er ren af
Hjerte, gennnem en Verden af Slyngler og fordærvede. De spotter
ham, men de beundrer ham, de forbedrer sig. Kvinderne tilbeder
ham, og han svarer kun med en Medlidenhedens Kærlighed.
Med en saadan Opfattelse kommer Dostojevski — som siden
Tolstoj — lil at afvise Revolutionen. Han haaner Nihilisterne i sin
»Dæmonerne«*) — del er Djævlene, som blev drevet over i Svinene,
saa de styrtede sig i Søen. Det er de plumpe og dumme Bæster,
Dostojevski skildrer. Deres revolutionære Ideer er oppe i den blaa
Himmel, deres »Organisation« er den rene Indbildning, de er usle
Kræ, som lader sig hundse til at gaa med af uforskammede
Agitatorer. Selv ved de hverken ud eller ind. De er svækkede Sjæle,
Dekadenter (Dostojevski har ikke brugt Ordet, men er den første
*) Oversat under Titlen »Nihilister« af Erna Juel Hansen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
