Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
JUST BING
der skildrer Tilstanden), Teoretikere, der ikke bryder sig om Folket.
En af dem inddeler endog den vordende Menneskehed 10 pCt.
Herskere og 90 pCt., som ingen egen Vilje har, men lader sig styre
— »man ser: Parodi paa Nietzsche før Nietzsche« (Brückner). —
Efter Dostojevskis Grundsyn former den hele Bevægelse sig for ham
som en Besættelse.
I 1870erne udgav Dostojevski et Tidsskrift »En Forfatters
Dagbog« — det var Dagsartikler og Fortællinger om hverandre; blandt
de sidste den berømte Krotkaja (den milde). Men saa blev han
fængslet af en stor Plan, en Romanserie om en Familie; kun første
Del blev han færdig med, »Brødrene Karamazov«. Atter er det
Historien om Besættelse og Lidelse. I Karamazovernes Blod farer
»Insektet« om. Sanseligheden behersker dem, men tillige Ideen om
Lidelse og Offer. Den gamle Karamazov er den udlevede
Sanselighed, der ynder sjofle Ord, navnlig overfor den yngste Søn Alezej,
det rene Klosterbarn. Han har bare en Ide, han er forelsket i
Gruschenka; sin ældste Søns, Dmitris Medbejler til hendes Gunst,
der er tilfals for mange. Dmitri er den rasende Lidenskab; han
styrter i hvilkensomhelst Afgrund for Gruschenkas Skyld; men han
er forlovet med Katerina, og naar han ser hende, foragter han
Gruschenka og sig selv. I sin vilde Lidenskab truer han med at myrde
sin Fader, og bliver uskyldig dømt for Mordet. Men den, som faar
føle Samvittighedskvalen over Mordet, er Broderen Ivan. Han er
Ideernes Mand, radikal, Skeptiker. Naar han ser Lidelsen i Verden,
mishandlede Dyr, mishandlede Børn, da krymper hans Hjerte sig.
Alverdens Harmoni opvejer ikke et Barns Taare, et Barns Taare
kan ikke udslettes: Ingen kan tilgive, ingen har Ret til at tilgive
Lidelser. — Derfor, naar dette er saa, nægter jeg ikke Gud, men
jeg giver Afkald paa ham, jeg giver mit Adgangskort tilbage.« Det
er sin dybeste Tvivl, Dostojevski her rører ved. Men som
Gudsfornægter kommer Ivan til det Resultat, at »alt er tilladt«. Det har
han præket for Lakejen Smerdiakov. Denne, som ser, at Ivan
hader sin Fader, og som selv hader den gamle, taler saa til ham: han
maa rejse, være afvejen, der vil vist ske et Mord. Dmitri har
undsagt den gamle, i Morgen faar han selv, Smerdiakov, sikkert sit
epileptiske Anfald, saa ingen vogter den gamle. Ivan gyser, da han
forstaar, hvad Smerdiakov virkelig mener; men han rejser. Saa kan
Smerdiakov under sit forstilte Anfald benytte Øjeblikket, myrde og
røve den gamle. Men Ivan føler, at han har anstiftet det Mord,
som han i sit stille Sind har ønsket. Men han har bare Mistanken,
og medens Broderens Sag er for Retten, tør han ikke vidne. Saa
siger Smerdiakov ham det brutalt op i Øjnene, hvordan det er sket,
og Ivan gaar fra Forstanden. Han ser Djævelen for sig — og
Djævelen er en Mefistofeles af de usleste, i Skikkelse af en elegant
Herre med radikale og skeptiske Meninger. Med Dmitris Proces —
et Mesterstykke af ironiske Skildringer — ender den gaadefulde Bog,
sublim og vild i sin Naturalisme og sin Mystik — alle tre Brødre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
