Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
399
ser Syner. Dostojevskis Menneskeskildring munder ud i
Hallucinationen. Han er en Sjælekender som vel næppe nogen i
Aarhundre-det, George Eliot ikke undtaget; men hans Skikkelser minder i al
sin uhyggelige Sandhed mest om Kimærerne paa Middelalderens
Kirketage; de er Mennesker med Djævleformer, som vokser ud af
en stor og hellig Kirke.
Den store Triumf i Dostojevskis Liv var den Begejstring hos
alle, som han vakte i sit sidste Leveaar ved sin storartede Tale ved
Puschkinfesten 1880. Det var en Tale ikke om Puschkin, men om
Rusland og Ruslands Fremtid. Puschkin var Russer; han kan saa
let føje sig ind i en fremmed Kunsts Form. Det at være Russer
betyder nemlig at være Menneske, at være alle Menneskers Broder.
Deri beslaar Ruslands Mission; det skal blive Verdensmagt; al
Europas Lidelse skal forsones i den russiske jevne, trohjertige Sjæl.
Man kan sige, Dostojevski her har profeteret om Tolstojs
Virksomhed i de sidste tyve Aar. Tolstoj vil vise Verden Livets Mening,
og han vil vise, at den slet ikke er vanskelig, den er tvertimod
enfoldig og grej. Det gælder bare at søge Sandheden, at være sand,
at følge sin Samvittigheds Stemme, at leve Livet enkelt og ret frem.
Hele Tolstojs Udvikling gaar uden Afslag i denne Retning. Han
kaster overbord alt, som glimrer og som regnes for ophøjet,
Civilisation, Kunst, Fædreland, Kirke og Kirkens Tro; bare dette ene
Problem stiller sig for ham: hvad er Livets Mening? Bare dette
ene Krav stiller han: Følg Samvittighedens Bud!
Lige fra Begyndelsen af har Spiren hertil ligget i ham, og han
lægger i sine Skrifter sit Liv aabent, rent kynisk aabent for os. Leo
Tolstoj er Irtenjev i »Barndom«. »Drengeaar og Ungdom«, han er
siden Olenin i »Kosakkerne«, Officeren i »Sebastopol«, Ljevin i
»Anna Karenin«, og hans ideale jeg — det, han har villet være —
er Nechludov i »Opstandelse«. Lige fra først af har han følt en
indre Utilfredshed med sig selv og med det Liv og de Anskuelser,
som omgav ham. Hans Samvittighed er altid vaagen. Og lige fra
først af har han haft Øjnene aabne, han ser alt, hans Blik trænger
igennem til Tingenes Kærne. Saaledes bliver han paa en Gang den
mest troende Idealist og den mest ubarmhjertige, kynisk oprigtige
Realist. En Kampnatur, en Bondenatur. Dostojevski sagde om
ham, at han saa skarpt, men bare ret frem. Skal han se til højre
eller venstre, maa han gøre højre eller venstre om. Da ser han
noget andet, men han er altid oprigtig. Deri er han en ægte
Russer. Derved er han ogsaa helt og holdent Menneske — den, som
mest af alle Russere har realiseret Dostojevskis Ord, at den sande
Russer er alle Menneskers Broder.
. Han er — i Modsætning til den mystiske Dostojevski — helt og
holdent Virkelighedsmenneske. Derpaa vandt han sin første litterære
Sejr med sin berømte Fortælling »Kosakkerne«. Han var, som alle
russiske Forfattere fra Romantikens Tid, blevet Officer i den
russiske Romantiks forjættede Land, Kaukasus. Og det gik ham som
Tolstoj
f. 1828
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
