Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406
JUST BING
Anisja er i Pine; men det onde faar Overhaand og den gamle faar
Pulverne. Og Nikita bliver gift med Madmoderen og Herre paa
Gaarden. Men da hun gaar der forpint og saa tilstaar Mordet for
ham, er han færdig med hende. Han slaar sig paa Steddatteren
Akulina og prygler sin Kone. Men nu gælder det om hans Rygte;
nu maa atter Matrena hjælpe Anisja. Akulina maa giftes, og hendes
og Nikitas nyfødte maa han selv gøre det af med. Paa den frække
Forbrydelse følger den anstændige Forbrydelse. »Aa, Herre Jesus,
sukker Matrena, hvor nødig man vil tage den Synd paa sig, saa er
der dog ikke andet for«. Anisja bringer Barnet i dets Klude. Haa!
Nu skal han ogsaa engang faa kende, hvad det er at begaa Mord.
Hun hører med Hævnfryd, at han lægger et Brædt over det og
sætter sig paa det. Vild af Skræk styrter han op. Han hører det
endnu pibe, hører de smaa Knogler knase. Og paa Akulinas
Bryllupsdag, just som Anisja fryder sig over at faa hende bort og faa
Manden for sig selv, — brister det ud af Nikita. Samvittigheden
slaar ham, han tilstaar alle sine Synder; nu har Akims Indflydelse
hos ham sejret over Matrenas. Sønderknust beder han alle og
til-sidst sin gamle Fader om Tilgivelse i Jesu Navn. En Gendarm vil
optage Protokol over det. Gamle Akim afviser ham: her er Alvor
i Sagen. Manden tilstaar sin Synd, og saa kommer de med
Protokoller — »Gud vil tilgive dig, min egen Dreng. Du skaanede dig
ikke selv, saa vil nok Vorherre være dig naadig«. Manden med sin
Synd overfor sin Gud, — bort med Samfundets Ret! — det er det
Grundlag, Fremtiden skal bygge paa, naar Mørkets Magt er brudt.
I »Opstandelse« er Tolstoj faldet i den Snare, at Hovedpersonen
Fyrst Nechludov, er blevet en Mønstermand og intet levende
Menneske. Ganske vist, i Forhistorien, hvor han intet Mønster er, er
han helt levende. Som skikkelig Sværmer paa 16 er han forelsket
i Katuscha; hans Paarørende er ræd for den Skikkelighed; det har
en Ungdom ikke godt af. Og tænk om han giftede sig med hende!
Tre Aar efter kommer han tilbage som Garderløjtnant; det er Slut
med Skikkeligheden og Sværmeriet; nu har han lært at forstaa sig
paa Kvinder. Han ser ogsaa slig paa Katuscha; men et Øjeblik
ved Paaskemessen flammer den gamle Kærlighed op; det er en Ekstase.
Dog, han synder frejdig mod den, han forfører hende og stikker ved
Afrejsen 100 Rubler til hende. Han er kvit, han har betalt. — Men
siden, da hun er blevet en Skøge og da hun bliver domfældet for
Mord af den Jury, hvori han sidder, og Samvittigheden vaagner,
har Mønstret hos ham sejret over Livet. Ganske vist har Tolstoj
søgt at vise, at han kun er et Menneske. Vi faar se det i hans første
uvilkaarlige Afsky for hende samtidig med at han indser, at han maa
sone sin Synd mod hende ved at ægte hende, og senere i hans
sanselige Betagelse overfor sin Kusine; men det slaar ikke til. Han
er og bliver først og fremmest det Mønster, som skal praktisere
Tolstojs Teorier. Men Katuscha er levende, baade som hun
fortvivlet vil springe op paa Toget, da han rejser, og som hun sam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
