Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
407
tidig føler, at hun hader og foragter ham, fordi han nu, mens hun
staar hjælpeløs fortvivlet, roligt gør sig det behageligt i sin
Førsteklasses Kupé. Hun kaster sig i Prostitutionen ikke bare af Nød;
det er for hende et Middel til at udslette den Katuscha, der var,
til at blive sløv — og uden at blive sløv kan hun ikke leve. Da
derfor Nedelsedov kommer med sit Ægteskabstilbud, raaber hun
nej! Gaa bare til dine Fyrstinder! Det er ingen Teaterholdning;
hun vil bare have Fred for sit gamle Jeg. Men siden bliver dette
hans Ægteskabsløfte hendes Opstandelse«, ved dette rejser hun sig;
hun er atter den gamle Katuscha. Livet er vaagnet, Sløvheden
borte, og Lasten med den. Hun er et nyt Menneske. Hun tænker
bare paa at blive værdig i hans Øjne. Rundt om disse to har
Toi-stoj tegnet et helt Galleri af Mennesker, Advokater og Dommere,
Fængselsdirektører og Fanger, Verdensmænd og -Kvinder, Bønder
og Forvaltere. De er set med hans Skarpblik og fuldt menneskelige,
hver i sin Ynkelighed. Skønt Helten er et Mønster, er der yrende
Liv i Bogen. Moral-Forkæmperens Feltherreblik fornegter sig ikke.
Med Tolstoj ender vort Aarhundredes Litteratur omtrent der,
hvor Sturm-und-Drang-Tiden begyndte. Det er den samme Anklage
mod Samfundet, mod den kunstige Civilisation, den samme
Forkærlighed for det enfoldige og naive, den samme religiøse Tro uden
Troslære. Men i Tolstojs Værker kan man se, hvor meget
Litteraturen gennem et Aarhundrede er vokset i Menneskeforstaaelse, naar
vi sammenligner ham med hans Meningsfæller hundrede Aar tilbage;
de synes os mere eller mindre heldige Deklamatorer, naar de
forkynder de samme Sandheder, stiller den samme Klage som han gør.
Han derimod griber os i vor Samvittighed; vi føler, at han kender
os helt tilbunds i alle vore pæne Udflugter og vore skikkelige
Ynkeligheder. Med ham og med Ibsen er Litteraturen ved Aarhundredets
Udgang blevet en Magt, der hersker over Samvittighederne. Tolstojs
Ideer kan forældes; men denne Litteraturens Magtstilling vil kun
tabes, hvis Litteraturen i Fremtiden svigter sin dobbelte Opgave: at
forstaa Menneskene tilbunds og at vise Menneskene Vej i Livet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
