Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211
jeg vet, jeg kan ikke møte hende — jeg kommer til
at bli som en der er skyldig —»
«Kom her.» Han leiet hende bort til sofaen og
satte sig ned med hende. «Jeg vil spørge dig om
en ting.
— Elsker du mig, Jenny?»
«Det vet du,» sa hun fort og ræd.
Han tok hendes kolde haand i begge sine:
«Jeg vet du har gjort det en stund.
— Gud skal vite, jeg forstod aldrig hvorfor.
Men jeg visste, det var sandt, nåar du sa det. Hele
dit væsen mot mig var kjærlighet og godhet og
glæde. Men altid var jeg ræd, der skulde komme
en dag, da du ikke elsket mig længer.»
Hun saa op i hans hvite ansigt:
«Jeg er saa forferdelig glad i dig, Helge.»
«Jeg vet nok det.» Han smilte flygtig. «Jeg
vet godt, du er ikke slik, at du blir kold med en
gang mot en, du har elsket. Jeg vet, du vil ikke
gjøre mig vondt — du vil lide ved det selv, nåar
du ikke elsker mig mere —.
Jeg er saa grænsesløst glad i dig jeg, ser du —»
Han bøiet sig forover i graat. Og hun drog
ham ind til sig:
«Helge. Gutten min — kjære kjære gutten
min —»
Han løftet hodet og skjøv hende lempelig fra sig:
«Jenny — den gangen i Rom — jeg kunde tat
dig. Du vilde blit min — helt ut. Du var villig
nok — der var ikke tvil i din sjæl om at det var
lykken, at vi to levet sammen. Jeg var ikke saa.
sikker — det var vel derfor, jeg ikke turde —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>