Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
XIV
Mit Barndomshjem
var Gulfjeldet (ved Samnangerfjorden, en Mil øst for Bergen);
men det er ikke rigtigt. Gulfjeldet (ca. 1000 Meter høit) viser sig
nok ogsaa i det nævnte Skar; men det blir fordetmeste snebart
ved Midtsommerstid, og dets sorte, steile Væg tegner sig da, set
fra Manger, skarpt af paa den bagvedliggende hvide Sneflade.
Fjeldet med det aldrig løftede Snedække er i Virkeligheden
Gjøne-og Thveitekvitingen mellem Samnanger- og Hardangerfjorden (ca.
1200 Meter høit) i en Afstand af 5 til 6 Mil — tilsammen altsaa
et Udsyn, som rækker over 7 til 8 Mil, — fra Havbraattene paa
den ene Side til evige Snemarker paa den anden. —
Skjønt Manger ikke ligger mere end tre Mil fra Bergen, er
dogVeirlaget herude temmelig forskjelligt fra det bergenske. For
det første regner det langtfra saa meget. Dampen og Taagen fra
Havet stryger over de flade Øer længst ude og fortætter sig i
Regelen først til Regnskyer, naar de støder an mod de højere
Fjelde indenfor. Vi saa ofte fra Manger Regnskyerne hænge i
Dagevis mørkt henover Bergensfjeldene, mens vi derude havde
oplæt Veir og Solskin. Da Manger ligger nærmere Havet og
mere ubeskyttet mod dets Indvirken end Bergen, har det et mere
udpræget Havklima, d. v. s. mildere Vintre og kjøligere Somre.
I Bergen hænder det iblandt, at man i nogle Dages Tid har
ordentligt Vinterføre, saa man kan kjøre i Kane eller Slæde;
derimod mindes jeg ikke, at det nogensinde var sligt Føre ude paa
Manger. Det kom vel Sne iblandt; men Sneen var altid saa vaad,
at den smeltede, straks den var faldt ned, eller at den ialfald
ikke blev liggende længere end just saavidt, at vi flk Tid at lage
Snemænd af den. Det var en rar Hændelse, at Kulden gik ned
til en 4—5 Grader, og det kunde indtræffe Aar, da der ikke lagde
sig nogensinde saavidt meget Is paa Smaavandene, at vi fik
Leilighed til at bruge vore Skøiter eller rettere vore Islægger, d. v. s.
Læggeben af Hester eller Kjør, som var glatslebne paa den ene
Side, og som blev bundet under Skoene, — Skøiter kjendte man
endnu dengang ikke paa Strilelandet. —
Saa milde Vinterne er, saa stormfulde pleier de ogsaa at være.
«Hellesø» Fyr, som ligger IV2 til 2 Mil Nordvest for Manger, just
ved det Fjordgap ud mod Havet, som ses fra Prestegaarden
(Fei-osen), er den af alle Landets meteorologiske Stationer, som har
det største Antal Stormdage, — saavidt jeg husker omkring 70, —
om Aaret, og Manger staar vist i saa Maade ikke meget langt
tilbage. Jeg mindes, hvorledes det især ved Jul- og Nytaarstid
kunde holde ved med at storme næsten uden Afbrydelse i
Ugevis. Mine Brødre og jeg havde vort Soveværelse paa en saakaldet
«Ark», en Udbygning paa Prestegaardens Loft. Naar det blæste
haardt, svaiede denne Ark ordentlig frem og tilbage og op og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
