Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mit Barndomshjem
XI
ned, saa vi kunde forestille os, at vi var ombord i et Skib i
Søgang, — en Forestilling, som jeg fandt særdeles behagelig, da jeg
dengang sværmede for Søen og ikke kunde tænke mig noget
herligere Liv end det, som førtes af den flyvende Hollænder, —
stadig paa Havet og stadig i Storm og Søgang. Vi dyssedes i
Søvn af Suset i Asketræerne udenfor; vi laa og lyttede efter, naar
Vindflagerne slog ned i det ene efter det andet af de store Træer;
hvert af dem havde ligesom sin egen Røst, — det ene en dybere,
mere rungende Bas end det andet. Stundom blev Stormen saa
voldsom, at vi maatte op allesammen midt i den mørke
Vinternat; hele Huset rystede og knagede, saa vi maatte tro, at der var
Fare for, at hele Stadsen skulde ramle overende, og Torvasken
(Torv var det almindelige Brændsel derude) føg om i alle
Værelserne. For os Børn var nu slig en Nattescene væsentlig en Moro,
noget spændende, og ikke mindre Moro var det Dagen derpaa at
fare om og iagttage al den Skade Stormen havde gjort: alle de
Tagstene, som var blæst ned, alle de Træer, som var rykkede op
med Boden, eller at staa i Timevis paa en af Haugene nær
Preste-gaardshusene og se paa de hvide Skumstøtter, som reiste sig over
Skjærene og Fluerne ude i Feiosen. —
Manger ligger, som nævnt, tre Mil fra Bergen, — ikke større
Afstand, end at vi i stille Veir kunde høre Skuddene, naar der
blev saluteret fra Bergenhus Fæstning, men dog med den Tids
Kommunikationsmidler saa stor, at der var overmaade liden
Samfærdsel. De tre Mil, — som forresten var af ulige Længde; den
længste kaldtes «Grautemilen»; man regnede efter gammel
Sædvane Milene fra Nes til Nes, — kunde være svært seig at faa
tilbagelagt i aaben Baad med Vind og Strøm imod; det hændte
iblandt, at en ikke rak frem paa én Dag. Mine Forældre, som
begge var indfødte Bergensere og knyttet ved mange
Venskabs-og Frændskabsbaand til Bven, fandt alligevel Beisen did saa
besværlig, at der kunde gaa Aar og Dag mellem hver Gang, de
foretog en saadan. For dem, særlig for min Mor, som var meget
selskabelig anlagt, maatte vel Mangers Prestegaard ofte synes et
ensomt, trist Opholdssted; Afstanden mellem dem og Bønderne
var i flere Henseender altfor stor til, at der kunde være
Spørgsmaal om nogen selskabelig Omgang, og af «konditionerede»
Familier fandtes der ingen i det hele Prestegjæld, eller der fandtes
bare saadanne, hvis Konditionerthed indskrænkede sig til, at de
pleiede at gaa klædte paa Bymanér. —
Vi Børn — mine Søskende og jeg — havde naturligvis ingen
Følelse heraf. Vi fandt Kamerater nok blandt Bondebørnene i
det nærmeste Naboskab, og jeg havde blandt dem i det ringeste
én særdeles god Ven, hvem jeg med stor Glæde saa igjen ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
