Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
I)en norske Historie
hvori de andre skandinaviske Folk kun indirekte kunde siges at
have Andel, og hvori de ikke med samme Ret eller paa samme
Maade som Nordmændene skulde kunne se et Udtryk for sit
Old-tidsliv. Det var naturligt, at denne Stræben vakte Uvilje hos de
danske og svenske, der var opdragne i Troen paa deres fulde
Lod og Del i alle den nordiske Fortids Herligheder, og som nu
fik at høre, at Nordmændene krævede det meste og det bedste
for sig alene. Den norske historiske Skole blev beskyldt for
ensidig Vindicering; det hedte, at det var en overspændt
Nationalfølelse, som drev dem til at forestille sig Kløften mellem de
skandinaviske Folk saa dyb som muligt, ja endog til at udfinde
en egen Indvandringsvei for deres eget Folk, som om det havde
været en Besmittelse for den ublandede norrøne Race at sætte
Foden paa dansk eller svensk Grund, — at deres
Betragtningsmaade af Nordens ældre historiske, sproglige og literære Forhold
lider under en Snæverhed og Eksklusivitet, der er ligesaalidt
forenelig med Videnskaben som med den nordiske Broderaand, og
hvorved det særegne sættes over det almindelige, det uvæsentlige,
udvortes, tilfældige over det indre og væsentlige. Som man ved,
heder det tildels saa endnu, og det er endog, efter Munch’s og
Keyser’s Død Gang efter Gang bleven forkyndt, at deres Theorier,
baade med Hensyn til Indvandringen og med Hensyn til den
rette Benævnelse paa Edda- og Sagaliteraturen og dens Sprog, nu
skulde være blevne «udviste af Videnskaben, hvor de aldrig har
hørt hjemme». Men disse Seirsbulletiner bør man ikke stole for
sterkt paa: allermindst bør man forestille sig, at de Synsmaader,
som bekjæmpedes af den norske historiske Skole, nu skulde have
Udsigt til at blive gjenindsatte i sin forrige Værdighed; om den
gjælder det med en langt mere utvivlsom Sandhed, at de er
udviste af Videnskaben.
Det er vel sandsynligt, at det var et Krav af den norske
«Sær-følelse», der fra først af ledede Munch og Keyser ind paa at
distingvere skarpere mellem norsk, svensk og dansk og at opsøge
Forskjelligheder mellem Folkene, der gik op til deres tidligste
historiske Fremtræden; men de imødekom ved denne Bestræbelse
tillige et almindeligt Videnskabens Krav. Augustin Thierry1 har
sagt: «Le grand précepte qu’il faut donner en histoire, c’est de
distinguer au lieu de confondre, car, å moins d’étre varié, l’on
n’est pas vrai.»2 Denne Regel har ikke mindre Anvendelse paa
den videnskabelige end paa den æsthetiske Side ved Historien;
den vil sige det samme som, naar det heder, at de historiske
’ Lettres sur l’histoire de France.
2 Den store Regel man maa give i Historien, er at skille istedenfor at
sammenblande; thi man blir kun sandfærdig ved at vise Mangfoldigheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
