Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fællesarisk og fællesgerniaiiisk Kultur
17
fornærmede Island i dets historiske Ret1. De søgte at vindicere
for Norges Samfundsorden i Oldtiden en mere primitiv Karakter
end den, hvoraf Danmarks og Sveriges samtidig havde været i
Besiddelse, og de syntes tilbøielige til at betragte dette Fortrin
som Kilden til alle andre. Naar Nordmændene fremfor sine
skandinaviske Stamfrænder kan opvise en Rigdom af Sagn og
Digte fra Hedenold, saa skulde dette være en Følge af, at de var
en mere ublandet Race og havde holdt sig mere fri for fremmede
Indflydelser; Paastanden om, at Edda- og Sagaliteraturen er norsk
og ikke et nordisk Fælleseie, hvori Danske og Svenske har fuld
Lod og Del lige med Nordmændene, blev knyttet til mere eller
mindre usikre Hypotheser om forhistoriske Tilstande, om de
forskjellige Indvandringsveie og en formentlig Blanding af
svd-og nordgermaniske Stammer i den sydlige Del af Skandinavien.
Livet i Norges ældre Selvstændighedsperiode — baade det
politiske og det literære — blev i det hele altfor meget opfattet som
Ytringer af en oprindelig Folket iboende Kraft og altfor lidet
som Frugten af en Udvikling, hvis Gang det er Forskningens Sag
at paavise, saa at baade Folkets «grandeur» og «décadence» føres
tilbage til de samme indre Grunde. Sagatiden stod, ifølge denne
Opfatning, næsten som en Verden for sig. Dens Former syntes
ikke at have dannet sig lidt efter lidt og dernæst at være blevne
mere og mere skjøre og livløse, men at have været noget fra
først af færdigt og at have bevaret sin Kraft, indtil de
sønder-brødes ved jrdre Ulykker, som naar en Traad klippes af. Heri
kom Tidsalderens herskende Aand tilsyne. Den enthusiastiske
Forkjærlighed for det oprindelige paa den ene Side, og det norske
Folks nationale Stemning, der var hævet ved den gjenvundne
politiske Selvstændighet, paa den anden, affødte Fordomme, som vore
Historikere ikke helt kunde frigjøre sig fra, og som hindrede dem
fra med fuld Klarhed at erkjende Overgangene, baade de, som
førte til, og de, som førte fra Norges Glansperiode i Oldtiden.
Men det er disse Overgange, som det gjælder om saavidt
muligt at bringe paa det rene. Jo mere Udviklingens almene
Sammenhæng oplyses og hævdes til alle Sider, jo mere vil
Historieskrivningen komme udover den vilkaarlige Dømmen efter en Smag
og Behag, Indflydelsen af de vekslende Tidsstemninger, der løfter
til Skyerne den ene Dag og drager ned i Støvet den næste. «Soyons
logiques et nous serons justes,» har Napoleon III sagt, og Logiken2,
det er Sammenhængens Aand.
1 Munch kan siges at have gjort sin Uret i saa Henseende god igjen, idet
hans kritiske Arbeider har leveret de bedste Argumenter mod Læren om den i
den mundtlige Tradition færdigdannede Saga.
2 Lad os være logiske; derved blir vi retfærdige.
2 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
