Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
I)en norske Historie
De norske Historikere delte med sine dansk-nordiske og
tysk-germaniske Forgjængere Tilbøieligheden til at forestille sig alting
saa gammelt som muligt og til at lade det oprindelige gjælde som
noget fortræffeligt, et engang givet Ideal, som det under den
følgende Historie kun gjaldt om at bevare saavidt rent og uforfalsket
som muligt. Denne Tilbøielighed kommer vistnok allerede tilsyne
i den saameget omskrevne Indvandringshypothese, der fra først
af gav Anledning til Benævnelsen «Den norske historiske Skole».
Det er en Uretfærdighed, hvori navnlig danske Lærde endnu
altfor hyppig gjør sig skyldige, at bestride, at Keyser s og Munch’s
Lære ogsaa paa dette Punkt var et Fremskridt ligeoverfor de
tidligere gjængse Forestillinger. Men, naar vi læser, hvorledes de
følger Nordmændene tilbage til deres Urhjem paa Østeuropas
Sletter og derfra lader dem «som et aparte Folk» vandre sin egen
Vei nord om den Botniske Vik til det forjættede Land, — den
ene Afdeling efter den anden, ligesom efter en lagt Plan, — kan
vi paa den anden Side ikke værge os for et Indtryk af, at de
alt-formeget har forestillet sig Folk og Kultur som noget fra først
af færdigt, for sig bestaaende, og at de ikke har givet
tilstrækkeligt Bum for Tanken om en fremadskridende Udvikling, der
samler og spreder under Indflydelsen af forskjellige Naturbetingelser
eller Forbindelser med andre Folk.
De gik altfor villigt ind paa de gjængse, ubevislige og
urimelige Meninger om Eddadigtenes overordentlig høie Ælde (Keyser
sætter i sin Literaturhistorie «Völuspaa» op til det 5te
Aarhundrede) og kunde saaledes ikke paa nogen afgjort Maade bryde
med Forestillingen om en Guldalder langt op i den graaeste
Oldtid og om en oprindelig renere, mere ophøiet Religion, hvoraf
den i Eddaerne bevarede Mythologi kun skulde fremstille de
forvanskede Rester, — en Forestilling, hvori der vel kan være
saameget sandt, at nemlig enhver Udvikling medfører en Tilbagegang
i enkelte Henseender, ligesom enhver Plantes Vækst medfører en
Visning eller Afskalling af visse Plantedele, men som i den
almindelige Form, hvori de oftest blev gjort gjældende, maa kaldes
Overtro. De fastholdt den absolute Modsætning mellem en yngre
Kunstliteratur, der skyldes enkelte Forfattere, og en ældre
Folke-literatur, der antages ligefrem at være en Folkeaandens
Frembringelse og i denne Egenskab tillægges et ubetinget høiere Værd.
De optog videre og uddannede den af danske Lærde grundlagte
Lære om Sagaen, som ikke blot hvilende med Hensyn til sit Stof
paa den mundtlige Tradition, men endog som færdigdannet i
denne med Hensyn paa Formen, saa at Opskrivningen kun skulde
være et rent mekanisk Arbeide og Sagaforfatterne nedsattes til at
være Skriverkarle i Folkeaandens Tjeneste, ved hvilken Lære de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
