Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
I)en norske Historie
tende og fremskyndende paa Germanernes indre og ydre
Kulturudvikling. Og Vidnesbyrd herom savnes ikke. Man finder
indforlivet i det tyske Sprog, saalangt tilbage som dette kjendes,
mange Ord, der er laante fra det Latinske, og som især betegner
Gjenstande henhørende til Husbygning og Husholdning, Have- og
Jorddyrkning,1 altsaa vidner om den romerske Indflydelse i disse
Henseender. Det er fremdeles bleven godtgjort paa en
fuldkommen fyldestgjørende Maade, at den for Germanerne
eiendommelige Bogstavskrift, de saakaldte Runer, er laant fra Romerne,
maaske gjennem de keltiske Folk som Mellemled, og at den allerede
har fundet Indgang hos dem i det første Aarhundrede af vor
Tidsregning.2 Afvigelserne mellem Cæsar og Tacitus i Hensyn
paa deres Skildring af Germanernes Religion og Agrarvæsen har
man endelig ogsaa betragtet som Vidnesbyrd om, at der i de
halvandet hundrede Aar, som ligger mellem begge Skildringer,
har fundet en Udvikling Sted, væsentlig fremskyndet ved romersk
Indflydelse. Naar Cæsar skildrer Germanerne som omflakkende,
næsten alene af Fædrift levende Horder og paastaar, at de endnu
stod paa den rene Naturdyrkelses Standpunkt, medens Tacitus
tillægger dem et allerede fuldt udviklet Agerbrug og nævner som
Gjenstand for deres Tilbedelse bestemte Guder, hvilke han
identificerer med de romerske, og i hvem altsaa en virkelig
Anthropo-morfisation maa være kommet tilsyne, — er det ikke nødvendigt
at antage, at enten den ene eller den anden skulde have
misforstaaet og fremstillet paa en urigtig Maade, hvad der var bleven
dem berettet om Germanerne; de har maaske Ret begge to, og
naar de ikke stemmer indbyrdes overens, kommer det maaske
simpelthen deraf, at, hvad Tacitus har fundet, det var endnu ikke
blevet til, dengang Cæsar skrev.3
Berørelserne mellem den romanske og den germaniske
Befolkning fortsattes efter Tacitus’s Tid og blev stedse inderligere,
medens beggfe Befolkninger længe bevarede sin indbyrdes politiske
Uafhængighed og hver af dem stod ligeoverfor den anden som
en Verden for sig. Germanerne modtog Paavirkninger fra den
overlegne romanske Kultur, men lidt efter lidt, saa at de kunde
assimilere med sit eget, hvad de optog udenfra, ikke i
overvældende Masser paa én Gang, saa at den organiske Sammenhæng i
Udviklingen stod Fare for at brydes; de bevarede i sin Bets- og
Samfundsforfatning, i Sproget, Religionen, de gamle Boliger og de
1 Leo, Vorlesungen über Deutsche Gesch., I. 208 //’. Helm, Culturpflanzen etc.
2 Kirchhoff, Das gotische Runenalphabet, 2. Au/L 185 i. Sophus Rugge,
Christiania Vid.-Selsk. Forhandl. 1873, S. 485—87. I.. /•’. A. Wimmer, Runeskriftens
Oprindelse og Udvikling i Norden, Aarh. f. nord. O Idk. 18 74, S. 50- 152.
3 Waitz, D. Verf.-Gesch., I. 100. Mannhardt, Die Götterwelt etc., 70 ff. Dahn,
Die. Könige der Germanen, 1. S. 3. Anm. 1 og de der cit. ForfT.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
