Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
I)en norske Historie
besiddere og Medlemmerne af Stammen spredtes over et vidtstrakt
Territorium, slog sig ned hist og her mellem en fiendtlig og
fremmed Befolkning.1
Det er bekjendt, at de germaniske Folk, der nedsatte sig som
Erobrere inden det romerske Riges Grænser, endnu længe derefter
bevarede en vis national og sproglig Selvstændighed ligeoverfor
Romanerne. De havde sine særskilte Love, der gjaldt for dem,
medens den romerske Lovgivning vedblev at gjælde for den
Befolkning, mellem hvilke de levede. Deres udvortes herskende
Stilling og den Følelse af Stolthed og personlig Overlegenhed,
som denne Stilling maatte indgyde dem, hindrede dem længe fra
at blande sig med dem eller gaa fuldkommen op i den forøvrigt
mangfoldige Gange talrigere kelto-romanske Befolkning.
Germanen udmerkedes fremfor den fornemste og rigeste Mand af
romersk Byrd og Tunge ved en høiere personlig Ret eller
Mandebod; saaledes blev hans germaniske Nationalitet et Fortrin, et
Adelsbrev, som han ikke saa snart vilde opgive. Skarpest adskilt
stod Frankerne ligeoverfor den af dem undertvungne Befolkning,
og de bevarede ogsaa længst sin nationale Eiendommelighed.
Endnu for Karl den Store og hans nærmeste Efterfølgere var, som
bekjendt, Tysk Modersmaal. Alligevel gjaldt det om dem som om
enhver af de andre germaniske Stammer, der havde nedsat sig
paa romersk Grund, at Betingelserne for en virkelig national
Udvikling var opgivne. De var rykkede op fra sit Hjem; deres gamle
Samfundsforfatning, den nødvendige Ramme for en saadan
Udvikling, var sprængt; deres nationale Væsen havde derved tabt
den indre Styrke og Sammenhæng, hvorved det alene kunde være
bleven istand til at optage og fordøie det tilførte fremmede
Kulturstof i nogen større Masse.
Frankerne og de øvrige germaniske Erobrere udgjorde en
herskende Befolkning, et Slags Aristokrati, og saa i Følelsen af denne
Herskerstilling med et Slags raa Ringeagt ned paa Romerne;2
men paa samme Tid var de imponerede af disses Kultur og
fortærede af en hemmelig Længsel efter at blive dem lige.3 Det gik
dem, som det er gaaet Sandwiehsøernes og Othaheiti’s Indfødte
i vore Dage. Idet de uden Forberedelse flyttede fra landlig
Uskyldighed, et tarveligt og raat Krigerliv, midt ind i en raffineret
Civilisation, udsatte for et overforfinet Samfundslivs Fristelser, blev
Virkningen en almindelig Forvirring i deres moralske Begreber.
Ligesom de to Samfund — det germaniske og det romanske —
ved at stilles det ene ovenpaa det andet, gjensidig destruerede
hinanden, saaledes kan man sige, at de to Befolkninger gjensidig
1 Guizot, Hist. de la civ. en Fr., S, lecnn.
2 Waitz, 1). Verf.-Gesch., II. SO.
3 Guizot, Hist. d. 1. civ. en Fr., 10. leçon.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
