Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den saak. a-ldre og yngre Jernalder i de skand, Lande. Vikingperioden
49
(lommelig Literatur fra Middelalderen som netop den
angelsachsisk.
Naar vi for en væsentlig Del maa søge Grunden hertil i
Angel-sachsernes større og længere bevarede nationale og politiske
Uafhængighed: da er imidlertid dette noget, som i endnu høiere Grad
maa siges at gjælde om de til den skandinaviske Afdeling af
Germanerne hørende Stammer, der stedse bevarede sin nationale
Selvstændighed, medens Angelsachserne tabte sin i det Ilte
Aarhundrede, og som vedblev at bygge og ho i sine gamle Stamlande,
medens Angelsachserne var flyttede ud og levede som Erobrere
i et fremmed Land. Den ene af de to Hovedbetingelser for
Udviklingen af en national Kultur: Bevarelsen af den indre
Sammenhæng, synes saaledes at have været bedst opfyldt hos dem; vi
skal nu se, hvorvidt ogsaa den anden blev opfyldt, hvorvidt
ogsaa de skandinaviske Germaner, inden de fremtraadte paa den
historiske Skueplads, havde staaet i Forbindelse med fremmede
Kulturer, der kunde virke til at modne og udvikle de for den
hele Race fælles Kulturspirer.
III. DEN SAAKALDTE ÆLDRE OG YNGRE JERNALDER I DE
SKANDINAVISKE LANDE. — VIKINGPERIODEN.
Tacitus, hvis Skrift om Germanerne indtager en saa
fremragende Plads blandt Kilderne til Tysklands indre Historie, at
en bekjendt Forsker1 har kunnet sige, at han havde maattet
begynde sin Fremstilling af dets Stats- og Samfundsudvikling et
halvt Aartusinde senere, saafremt han havde savnet dette
Grundlag, omtaler ikke særskilt den skandinaviske Afdeling af Racen.
Modsætningen mellem Nordgermaner eller Sydgermaner, eller,
som de gamle Nordmænd udtrykte det, mellem nordrøne og
sudrøne Folk, synes ikke at have været ham bekjendt. Han
henfører samtlige germaniske Stammer til tre Hovedgrene:
Ingæ-vonerne, Istævonerne og Herminonerne, hvilke foregaves at
nedstamme fra de tre Sønner af Mannus, som igjen var en Søn af
Guden Thuisco. Denne Inddeling minder om den senere
fremtrædende sproglige, i gotisk, overtysk og nedertysk; vi erfarer, ved
at sammenligne Tacitus med Plinius, at Istævonerne har været
Vesttyskerne mellem Rhinen og Weser, Herminonerne de, der
boede inde i Landet, mod Syd og Sydøst, og Ingævonerne de
øvrige mod Norden boende Stammer.2 Ved ingen af disse Navne
kan den nordgermaniske Gren være særlig betegnet.
1 Waitz, D. Verf.-Gesch.
2 Jvfr. Munch, I. 1. 47.
4 — Sars: Samlede Verker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
