Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
I)en norske Historie
Alligevel er det ikke tvivlsomt, at Skandinavien allerede
dengang og rimeligvis længe forud har været beboet af Folk af
ger-manisk Æt. Tacitus nævner paa et Sted «Suionum civitates, ipso
in Oeeano,»’ om hvilke han fortæller, at de udmerkede sig ved
sine Flaader, og at lios dem Kongedømmet var sterkt. Baade
Navnet og Beliggenheden giver Grund til at formode, at ved disse
«Suiones» bør forstaaes Svearne. Hos de to forud for Tacitus
levende romerske Geografer Pomponius Meta (ca. 50 e. Kr.) og
Plinius (ca. 70 e. Kr.) finder vi allerede omtalt Scandinavia eller
Scandia som en stor 0 i Havet nordenfor Elben, og dette Navn
har ialfald en umiskjendelig germanisk Klang. Ogsaa Ptolemæus
(ca. 130 e. Kr.) omtaler Øen Scandia, som han henlægger til
Mundingen af Weichsel, og som, efter hvad han fortæller, beboedes
af liere Folk, hvis Navne han opregner; blandt disse Navne
forekommer Guter, hvormed man maaske kan tænke paa Gauterne i
Sverige, og Chaidiner, i hvilke man har troet at gjenkjende den
norske Stamme Heidnerne, efter hvem Hedemarken er bleven
benævnt.2 Usikkert og tvetydigt som ethvert af disse Vink er i
og for sig, fremkalder de dog tilsammen en bestemt Formodning
om, at de nordiske Lande allerede i det første Aarhundrede af
vor Tidsregning var bebyggede af Germaner. Og denne
Formodning hæves til Vished ved de jordfundne Oldsager. Af de tre
arkæologiske Perioder nemlig, der har fulgt efter hinanden i de
nordiske Lande: Sten-, Bronce- og Jernalderen, tilhører ialfald
den sidste afgjort Germanerne (hvad Indskrifterne viser), og
Jernalderens Begyndelse synes efter de nyeste Granskninger ikke at
kunne sættes senere end i det første Aarhundrede af vor
Tidsregning, ja den gaar vel efter al Sandsynlighed endnu længere op
i Tiden.3
Men, om end Skandinavien paa Tacitus’s Tid var beboet af
Germanerne, og om end disse Germaner var de senere
skandinaviske Nationers Forfædre, er det dog ikke nødvendigt eller engang
rimeligt at forudsætte, at en Adskillelse mellem Nord- og
Syd-germaner, svarende til den, der i den sikre historiske Tid har
faaet saamegen Betydning, allerede da skulde være fremtraadt.
De skandinaviske Mundarter danner, saadan som vi kjender dem
fra det 12te og 13de Aarhundrede, da en Literatur først begynder
at udvikle sig i dem, en særskilt Gruppe, sideordnede, ikke hver
enkelt af de tyske Sproggrene betragtet for sig, men dem alle
tilsammen betragtede som en Enhed. Man har heri fundet en Grund
til at antage, at de skandinaviske Germaner ikke er komne fra
1 «Svionernes Stater paa en 0 i selve Oceanet.» Germ. Cap. 44.
2 Zeuss, Die Deutschen, S. 158—59.
3 E. Vedel, Bornholmske Brandpletter i Ann. f. Nord. Oldk. 1870, S. 50 ff. O.
Montelius, Från Jårnålderen, I. S. 8—18.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
