Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
I)en norske Historie
strømninger», hvorom de af Jorden opgravede Sverd eller Spænder
eller Kasseroller skal afgive Vidnesbyrd, men disse stadselige
Ord maa der ikke lægges formegen Vegt paa: det er dog kun
ganske enkelte og underordnede Sider af Kulturen, hvorom man
af slige Sager kan faa nogen rigtig Besked. Dette synes en og
anden at have glemt; den «kulturhistoriske» Betragtning, som
Oldsagerne ledede ind paa, er bleven gjennemført med stort
Hastverk, og man har draget Slutninger med Hensyn til de
forskjellige Jernaldres Poesi, Mythologi og Aandsliv fra Ting, der ingen
Sammenhæng har med Kunst og Poesi eller en saa fjern, at det
er mere end dristigt at slutte noget fra det ene til det andet.
Det var i Danmark, at man først begyndte at skjelne mellem
de to Perioder, der kommer tilsyne i Jernalderens Oldsager og
Begravelser. Det var danske Lærde, der opdagede den saakaldte
«ældre Jernalder» (ved hvilken Opdagelse det dog er at merke,
at den for en væsentlig Del bestod deri, at man nødtes til at
opgive en tidligere vildfarende Mening, som gik ud paa, at
«Bronce-alderen» i Danmark skulde have vedvaret lige til omkring A. 700
e. Kr., hvad Munch allerede længe forud havde bestridt som
fuldkommen ubevisligt og urimeligt.1 Det var i Danmark og Sveriges
gammeldanske eller gøtiske Landskaber, at Fund af romerske
eller halvromerske Oldsager i længere Tid saagodtsom
udelukkende blev gjort. Man lededes herved til at antage, at den «Alder»
eller Kulturperiode, der fornemmelig er bestemt ved disse Fund,
havde havt sit rette Hjem i de gamle dansk-gøtiske Lande, medens
den slet ikke eller kun i ringe Grad havde været repræsenteret i
Norge og det egentlige Sverige. Og idet nu tillige den ældre
jernalders elegantere Former blev fremhævede, dens renere Stil,
større Finhed og Farverigdom, i Modsætning til den yngre, der
øiensynlig havde havt sit Tyngdepunkt i Norge og Sverige,
aabnedes der for den dansk-nordiske Skole, som var bleven paa det
bitreste krænket ved de norske Historikeres Paastande, en Udsigt
til at tage Revanche og til at hævde — som jo det gjængse
Udtryk lyder — «Danmark fuld Lod og Del i den rige, af
Islændin-"gerne bevarede Arv», ad en nv Vei, hvilken man da heller ikke
undlod at slaa ind paa. Overtroen om en Guldalder, langt op i
Tiden, forud for den sikre Historie, da den nordiske Stamme,
som et udvalgt Folk, var i Besiddelse af en ophøiet og ren
Gudetro og en Poesi, af hvilken den i Kilderne bevarede kun skulde
være et Gjenskin, syntes at faa en Bekræftelse i de haandgribelige
Kjendsgjerninger, som Oldgranskningen bragte for en Dag; for-
1 Bl. a. i hans Skrift «Skandinavismen, nærmere undersøgt jji. II. t. Xordens
ældre nationale Forhold», 1849. — Jvfr. Ur. E. Jessens Bemerkning i Höpfner S:
Zacher, Zeitschr. f. Deutsche Philologie, III. 80.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
