Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aristokrati og Kongedømme Iios de skandinaviske Folk
129
For Aandslivets høieste Retninger, Kunst og Poesi, kan det
navnlig ikke gjælde som et heldigt Vilkaar, at Samfundet danner
en jevn, ensartet demokratisk Masse. Man har, under
Indflydelsen af den moderne «folkelige» Retning, ophøiet Folket til den
ældste og bedste af alle Digtere; man har, navnlig for de nordiske
Nationers Vedkommende, skjelnet skarpt mellem Kunstpoesi og
Folkepoesi, mellem de mythiske og heroiske Kvad i den saakaldte
ældre Edda og den nyere Skaldedigtning; den sidste skulde, ved
sin forskruede Ordbram, sin stive Formalisme, bære Præget af
at være opammet ved store Herrers Hof eller Hird, medens
Eddakvadene ved sin mere ophøiede egte Poesi skulde vidne om sin
Herkomst som «det hele syngende Folks» Frembringelser. Men
den moderneste Kunstdigtning er folkelig, forsaavidt som den
staar i Sammenhæng med alment raadende Stemninger og
Tilstande, og den alleroprindeligste Folkepoesi har forudsat for sin
Tilblivelse Enkeltmands bevidst skabende, kunstnerisk formende
Virksomhed. Den skarpe Skjelnen mellem begge Arter hviler
altsaa i Almindelighed paa en Miskjendelse af Poesiens Væsen,
og den er særlig ubeføiet i det her omtalte Tilfælde. Eddadigtene
og de saakaldte Skaldedigte viser sig at staa i den nøieste indre
Sammenhæng og at have i alt væsentligt Karakter tilfælles; de
er Grene paa det samme Træ, deres Oprindelse maa være den
samme. Folket, i Betydning af den store Mængde, kan ikke i
Oldtiden have været synderlig mere poetisk skabende, end det er i
den nyere Tid. Det modtager og bevarer Digte, ofte længe efterat
nye Moder har fortrængt dem hos de Samfundsklasser, fra hvilke
de oprindelig er udgaaede. Saadan har Forholdet været med de
saakaldte Kjæmpeviser: de er opstaaede hos Middelalderens
Adel-og Ridderstand; men efter at være gaaede af Mode i de høiere
Kredse, er de sunkne ned til Almuen;1 den har gjemt paa dem,
og hos den har en nyere Tids Granskning tildels gjenfundet dem.
Men al Poesi er Kunst, og al Kunst forudsætter en Udvikling, en
Aandsfrihed, et materielt Velvære, som Almuen sjelden og kun i
ringe Grad kan være i Besiddelse af. Gerviniis fremhæver som
en Modsætning mellem den norrøne og den tyske Digtning i
Middelalderen, at den sidste skulde være mere «volksmässig». «In
Deutschland sang jeder bei Gelegenheit, der sich berufen fühlte.
Dass diese Volksmässigkeit des Gesangs auch der Würde und der
Werth des Gesangs gunstig war, wird man nicht voraussetzen
mögen. Allgemeine Theilnahme an irgend ein Geschäft pflegt auch
immer allgemeine Herabwürdigung zur Folge zu haben. Die
Dichtkunst seheut in der Begel die Menge. Sie entfaltete ihren
1 Se t. Eks. N. M. Petersens Afhandl. Om Kjæmpeviserne i Ann. f. Nord. Oldk.
1842-43. S. 177 ff.
9 — Sars: Samlede Verker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
