Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker
133
men det vinder stedse mere Indgang, vi ser det opstaa fra nyt
af hos Stammer eller Afdelinger, der før ikke har kjendt det.
Denne Forandring staar da i Sammenhæng med forskjellige
Aarsager: det kan være langvarige Krige, store Erobringstog, der
kræver en strammere Underordning underen fælles Ledelse,eller
flere Smaastammers Forening til et større Hele eller andre
Nationers Eksempel, der har fremkaldt den.1 Om Longobarderne
fortælles det saaledes, at de, efter i længere Tid at have levet
under Hertuger (duces), valgte sig en Konge, i Lighed med hvad
andre Folk havde gjort. Hos Sachserne i deres tyske Urhjem
var Kongedømmet ukjendt og vedblev at være det; men blandt
de sachsiske Udvandrere, der erobrede England, ser vi, saa at sige
umiddelbart efter Nedsættelsen i deres nve Hjem, en Række
Fyrstehuse optræde med kongeligt Navn og Værdighed.2 Overalt
synes det at have hørt til Kongedømmets Væsen hos Germanerne,
at det var arveligt; overalt synes det at have medført en høiere
Værdighed end den, der tilkom de øvrige Høvdinger, og i
Regelen ogsaa en større Magt, om end denne kunde være af et meget
forskjelligt Omfang. Hos enkelte Folk er der Grund til at
formode, at Kongeværdigheden har havt et Slags overprestelig
Karakter, saaledes i Danmark og Sverige, hvis Kongeætter,
Skjoldungerne og Ynglingerne, øiensynlig fra gammel Tid har været
knyttede til de gamle Nationalhelligdomme i Leidre og Upsala.3
Dette har dog vistnok kun undtagelsesvis været Tilfælde; derimod
hørte det regelmæssig til Kongernes Stilling at være Overanførere
i Krigstilfælde, og det var endog derved, at de især synes at have
adskilt sig fra de egentlige Stammehøvdinger, Retspleiens og den
offentlige Gudstjenestes valgte eller arvelige Forstandere, at deres
Myndighed havde en mere rent militær Karakter. Navnlig maatte
dette blive Tilfælde, hvor Kongedømmet udviklede sig som Følge
af Erobringer eller store krigerske Bevægelser, og en saadan
Oprindelse er det, vi nærmest maa tro, at det har havt i Norge.
Vi faar et Indtryk af, at det her har udviklet sig udenfor eller
ved Siden af Stammeforfatningen, at det fra først af var et for
denne fremmed Element, der lidt efter lidt trængte sig ind i den,
og som endnu ved den historiske Tids Begyndelse ikke havde
opnaaet at indtage en central eller fuldt befæstet Stilling.4 Som
de egentlig raadende og styrende, Thingenes og Templernes
overalt forekommende Forstandere optræder nemlig Herserne; i
enkelte Dele af Landet var det dem, hvem den øverste offentlige
Myndighed i alle Retninger tilhørte, medens Kongedømmet var
1 Waitz, D. V.-G., I. 277 ff.
2 Lappenberg, Gesch. v. England, 1,561.
3 Munch, N. F. H., I. 1. 153-54. Jvfr. Waitz, 1). V.-G., 1. 305.
4 Keyser, Rets for I., S. 7, 21 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
