Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
I)en norske Historie
islandske Love og særlig Graagaasen.1 Disse Love er langtfra saa
barbariske som de ældste tvske og har desuagtet en mere egte
germanisk Karakter.
Paa lignende Maade har man kunnet sige, at den bedste
Kommentar til Tacitus’s Skrift om Germanien dannes af de
norskislandske Retskilder og af Sagaerne, hvor saamange af de af den
romerske Forfatter fremhævede Træk i Germanernes offentlige og
private Liv møder os med større Skarphed og Klarhed. Men om
man heraf vilde slutte, at det Samfund, der er afbildet i disse
Kilder, stod paa et ligesaa primitivt eller endnu mere primitivt
Standpunkt end det Samfund, som Tacitus har skildret, vilde man
komme i Strid med al Historie og en Mangfoldighed af
Vidnesbyrd, der peger i den modsatte Retning.
VI. HARALD HAARFAGRES SAMLING AF DE NORSKE
FYLKER
Medens Vikingtogenes krigerske Bevægelse i Norge bidrog til
at hæve Herse- og Høldsætterne og derigjennem til at styrke
Stammeforfatningen, som var repræsenteret af dem, har den paa
den anden Side ogsaa her maattet udvikle i Kongedømmet den
Institution, der skulde komme til at repræsentere den videre
nationale Enhed og bryde Selvstyrelsen i Folkets engere Kredse.
Udviklingen førte, med andre Ord, i to hinanden modsatte
Retninger, der omsider maatte støde sammen til en stor Kamp.
At der har fundets Konger og Kongeætter i Norge længe før
det norske Rige blev grundlagt, kan ikke være tvivlsomt. Men
om dette Kongedømmes Oprindelse og om dets Karakter, inden
det med Harald Haarfagre fremtraadte som Organ for en nyere
europæisk Statsorden ligeoverfor den nationale Stammeforfatning,
er det ikke godt at sige noget bestemt. Forholdene hos andre
germaniske Folk giver med Hensyn til dette Punkt ingen sikker
Oplysning. Hos enkelte synes Kongedømmet at have været
urgammelt, saaledes hos Goterne, hvis Særkjende, efter hvad Tacitus
fortæller, netop var deres «obseqvium erga reges».2 For de fleste
tyske Stammer var det derimod endnu paa hans Tid fremmed,
1 Se t. Eks. I. F. Schlegels Afhandl, om Graagaasen i Nord. Tidsskr. f. Oldk.,
1.109-150. «Graagaasen, heder det her, afgiver de mest overtydende Beviser om den Høide,
til hvilken Lovgivningskunst og Lovkyndighed var bragt paa Island, og det paa en
Tid, da Middelalderens Love paa Kontinentet stod, forsaavidt disse selvstændigt
havde uddannet sig, saare meget tilbage i Udvikling». Det samme anføres ogsaa
at gjælde om de gamle norske Love, hvorvel ikke i samme Grad. — Jvfr. K.
Maurer, l’eber die Ausdrücke etc., S. 28. I samme Forfatters Verk, Island, S. 340—
41, 348—49 anføres Træk, hvorved den gamle norske og islandske Lovgivning
viser sig i visse Henseender at staa paa et mere fremadskredent eller modernt
Standpunkt end den svenske og danske fra det samme Tidsrum.
2 Germ. Cap. 43.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
