Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker
135
Vei, kunde det ikke vare længe, inden Tanken opstod om at
grunde et virkeligt Monarki i europæisk Stil, en Nationalstat,
svarende til dem, der havde dannet sig hos andre germaniske
Folk og navnlig i de skandinaviske Nabolande.
Et Grundlag for en saadan Nationalitet, der omfattede alle
hidtil uforbundne Stammer mellem Gautelven og Haalogalands
nordligste Grænse, har allerede været til længe før Harald
Haarfagres Tid. Derom tør man se et Vidnesbyrd i den engelske
Konge Ælfreds Gjengivelse af, hvad Haalogalændingen Ottar havde
fortalt om sine Heiser.1 Her nævnes nemlig Nordmændene som
et Folk og Norge (Nordmanna-Land) som et Land, hvoraf
Haaloga-land, Ottar’s Hjemstavn, kun var en Del (et «shire»). Nu er det
vel sandsynligt, at denne Beretning først er bleven afgivet, efterat
Harald Haarfagre havde gjennemført sit Erobringsverk; men der
kan dog kun have været nogle faa Aar imellem;2 Erobringen
omtales ikke med et Ord, og naar desuagtet de norske Fylkers
Fællesnavn forudsættes at være alment bekjendt, er det
aabenbart, at dette ikke først kan være opstaaet med hin. Det maa
have været ældre. Men Tilværelsen af en fælles Betegnelse
vidner om, at det nationale Fællesskab har været følt og erkjendt.
Thrønderne, Hørderne, Rygerne, Raumerne, Heidnerne har
betragtet sig som en Enhed i folkelig Henseende ligeoverfor Svear,
Gauter og Daner; denne Følelse er ikke først bleven vakt ved
Harald Haarfagres Samerobring af de norsks Fylker; den har
udviklet sig længe forud, som Følge af de naturlige Forhold, og
været selve Erobringsverkets nødvendige indre Forudsætning.
Det er fremdeles Grund til at antage, at der allerede længe
forud for den sikre Historie har bestaaet Foreninger mellem de
norske Fylker, der havde Karakteren af en fredelig
Sammenslutning. Landet var i den ældste historiske Tid delt mellem tre
Lovgivninger, af hvilke den ene gjaldt for det Søndenljeldske,
den anden for det Vestenfjeldske og den tredje for det
Norden-fjeldske. Til hver af disse Lovgivninger svarede et Hovedthing
for de om Loven fælles Fylker: Thinget paa Eidsvold eller
Eid-sivathinget for Fylkerne søndenfjelds, Gulathinget for Fylkerne
mellem Rygjarbit (paa Grænsen mellem de nuværende
Kristians-sands og Kristiania Stifter) og Raumsdalen, og Frostathinget for
de nordenfjeldske Fylker. Sammensætningen af disse Love og
Indretningen af de tilsvarende Hovedthing henføres i Sagaerne
til bestemte historiske Konger; det heder, at Halfdan Svarte «satte
1 Ottar’s Reiseberetning, Irvkt mange Gange, er oversat hos Munch, N, F. II.,
I. 1. 608-11.
2 Munch, N. F. II., I. 1. 611, mener, at Ottar’s Skildring svarer til Tiden
nærmest før 870. — Jvfr. Dr. Jenssens’s Afhandl. Om Egils Saga, i Sybels Hist. Zeitsçh.
1872, 3. Ileft., S. 79.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
