Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker
153
Hække af Aar det øvrige Norden med Hofpoeter, og her blev
Skaldekunsten dyrket i en slig Udstrækning, at den næsten kunde
siges at være en national Næringsvei. Men Islændingerne
fortsatte i denne Henseende kun en Udvikling, som var begyndt
længe forud for deres Lands Opdagelse og Bebyggelse, og Kilderne
giver os Grund til at antage, hvad her ogsaa i sig selv maa synes
rimeligt, at Skaldekunsten, inden den flyttede over til Island, har
havt sit rette Hjem i det vestenfjeldske Norge, hvorfra jo ogsaa
Island væsentlig kan siges at være bleven bebygget. De ældste
historiske eller halvhistoriske Skalder, hvis Navne er blevne
bevarede, sees fordetmeste at have hørt hjemme i denne Del af
Landet, forsaavidt der overhovedet er noget bekjendt om deres
Hjemstavn, eller forsaavidt der er noget Datum, hvorfra man kan
slutte sig til denne. Brage den gamle1 henføres til Firdafylke;
hans Svigerfader Skalden Erp lutandi maa vel ligeledes have hørt
hjemme paa disse Kanter; Flein Hjørssøn henføres til den samme
Slegt, til hvilken Landnaamsmanden Geirmund Heljarskinn hørte,
og hvis Hjem var Rogaland eller Hordaland;2 blandt Harald
Haarfagres Skalder var Thjodolf den Hvinverske fra Agder, Ølver
Hnufa fra Firdafylke; om de øvriges Hjemstavn er intet bekjendt.
Ogsaa i de heroiske og mythiske Kvad, der er optagne i den ældre
Eddas Samling, finder vi Træk, der tyder paa, at de ialfald for
en Del skriver sig fra det vestenfjeldske Norge og er blevne
digtede i Tiden forud for Islands Bebyggelse.
Om disse Digtes Alder og Tilblivelsessted har der iøvrigt, som
man ved, raadet og raader der tildels endnu de mest afvigende
Meninger. Vi har omtalt, at man engang pleiede at gaa ud fra
som fra noget selvfølgeligt, at de maatte føres op til den graaeste
Oldtid, Aarhundreder forud for Harald Haarfagre eller forud for
Vikingperioden, hvorfor de heller ikke skulde være at betragte
som noget den norske Gren af Stammen især tilhørende, men
som et Fælleseie for alle de nordiske Folk, en Arv, som hvert af
dem modtog fra de samme Forfædre, og at denne Mening i den
nyeste Tid er bleven gjenoptaget i en ny og forbedret Skikkelse,
idet man har villet henføre Eddadigtene til den saakaldte ældre
og mellemste Jernalder, i det 2det—6te Aarhundrede, da efter
Oldsagernes Vidnesbyrd den nordiske Folkeaand skal have havt
en Blomstringsperiode, en Guldalder, hvis rette Hjem var
Danmark og det sydlige Sverige eller de dansk-gøtiske Lande, og hvis
sparsomme Rester, efter at have flyttet fra Land til Land,
omsider bragtes i Hus ved Islændingernes flittige Pen. Paa den
1 Dr. Jessen (Zeitschr. f. deutsche Philologie, III. 21) finder det «sehr naiv, diesen
«ältesten namhaften Skalden Norwegens» des Dagewesenseins anch nur fflr
ver-dächtig zu halten». Se hvad derimod er bemerket af G. Storm, Hist. Tidsskr. III.
2 Munch, N. F. II., I. 1. 39-100.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
