Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Den norske Historie’]
lige stemmende Administration. Han optraadte overhovedet, idet
han samlede de norske Fylker til et politisk Hele, som
Repræsentant for en nyere europæisk Statsorden ligeoverfor
Stammehøvdingerne; det ligger derfor nær at antage, at han i Maaden,
hvorpaa han organiserede det af ham grundlagte Rige, har fulgt
— bevidst eller ubevidst, direkte eller indirekte — det Mønster,
som Europas paa hans Tid toneangivende Riger frembød, og man
vil ogsaa, ved at antage dette, kunne forklare paa en rimelig Maade
Kildernes Beretning om, at han «tilegnede sig al Odel» og «gjorde
alle Bønder til sine Leilændinger».
Kongedømmet var i hine Riger, og navnlig i det frankiske,
der gjennem hele Middelalderen stod som den egentlige
Mønsterstat, blevet noget ganske andet, end hvad det havde været hos
Germanerne paa Tacitus’s Tid. I)et havde, under Indflydelsen af
romersk-kristelige Statsideer, hævet sig fra et militært Førerskab
eller en blot og bar Æresforrang til et virkeligt «imperium»
(Herredømme). Kongen var ikke længer en blot og bar «primus
inter pares» (den første blandt Ligemænd), der havde sin
bestemte Ret som andre frie Mænd, om end en høiere end alle
andre; han stod i ophøiet Majestæt over sine Undersaatter; han
repræsenterede Staten, hvis Ret betragtedes som i Principet
ubegrænset, hver enkelt ubetinget overordnet. Ikke alle, om end en
stor Del af Folket, var indtraadte i det engere personlige
Tjenesteforhold til Kongen, hvorefter de kaldtes hans «Mænd» eller
«Leudes»; men dette Forhold laa dog til Grund for Opfatningen
af Forholdet mellem ham og hans Undersaatter i Almindelighed.
Hans Magt forestilledes som et Skytsherredømme over det hele
Samfund, og Karl den Store krævede, at alle hans Undersaatter
skulde sværge ham en Ed, hvorved de forpligtede sig til en
lignende Troskab og Lydighed, som om de havde været hans Mænd
eller Vasaller. Folkets gamle Friheder blev vel til en vis
Grad respekterede; de frankiske Kongers Regjeringsmyndighed
havde ikke Karakteren af et vilkaarligt Despoti; men den øvedes
dog langt udover de Grænser, som den oprindelige germaniske
Stats- og Samfundsorden havde opdraget. Paa de store
Rigsforsamlinger, der samledes efter Kongens Opfordring, udfoldede
han en omfattende og i Formen aldeles selvstændig
Lovgivningsvirksomhed. Det var her kun de kongelige Embedsmænd og de
af Kongen særligt indbudne Stormænd, der tog virkelig Del i
Forhandlingerne; de øvrige Tilstedeværende, der havde indfundet
sig ifølge den enhver fri Mand tilkommende Ret, var sunkne ned
til at være blot og bart Tilskuere; Kongen overlagde Sagerne
med de af ham valgte Raadgivere, selv besluttede og afgjorde
han alting. Han var øverste Dommer og kunde i denne Egen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
