Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Den norske Historie’]
rindelige demokratiske Karakter; Stillingen som Retsplejens og
Offertjenestens Forstandere var bleven arvelig i visse Ætter og
beroede ikke længere paa Folkevalg; men Hersernes Myndighed
var dog fremdeles en ledende og ikke en bydende; den var, som
de af Tacitus omtalte «Fyrsters» hos Germanerne, en «auctoritas
svadendi»,ikke en «potestas jubendi». Omkring de egentlige
Stammehøvdinger havde dannet sig en Kreds af store Eiendomsbesiddere,
der næsten var blevne dem sideordnede i Magt og Anseelse;
ethvert Hered, ethvert Fylke fik saaledes Karakteren af et Forbund
af Ætter, der havde sluttet sig sammen til gjensidig Beskyttelse
af sin Fred og sine Bettigheder og for at opnaa dette Formaal
havde afstaaet noget, men saa lidet som muligt, af sin Autonomi.
Enhver var fremfor alt Herre paa sin egen Grund; den enkeltes
frie Jordeiendom var under Indflydelse af de for Norge særegne
Naturforhold næsten bleven som et Rige for sig, og den enkeltes
Ret gjorde sig ifølge heraf gjældende som Hovedsagen, medens
det fælles og forbindende traadte tilside. Paa Thingene, hvor
de faa fælles Anliggender blev afgjorte, var det Herserne, som
ledede, og paa hvem vistnok i de fleste Tilfælde Afgjørelsen
faktisk beroede, men de støttede sin Indflydelse til de mægtigste
Bønder, og i Formen vedblev det at være den hele
Thingforsam-ling, alle Fylkets eller Heredets frie Mænd, hos hvem den
besluttende Myndighed eller den egentlige Suverænitet hvilede. Hersen
var udentvivl Heredsbøndernes selvskrevne Fører i Krigstilfælde,
og han oppebar udentvivl, som Goderne paa Island, en aarlig
Afgift af dem — en Hovtold — til Bestridelse af Omkostningerne
ved den offentlige Gudstjeneste; men denne Afgift var noget én
Gang for alle bestemt, som han ikke kunde vilkaarlig forandre
eller forhøie, og hans militære Førerrolle indskrænkede sig
udentvivl til de Tilfælde, da Heredet blev angrebet af en fremmed
Fiende.1 — Hvor Kongedømmet var indført, medførte dette vel en
høiere Rang og Ret end den, som tillaa Herserne; men
Fylkes-kongens Myndighed synes dog i det hele ikke at have havt nogen
anden Karakter eller noget synderligt videre Omfang end de
øvrige Stammehøvdingers. Der tilkom ham ikke nogen Skat af
Fylket, neppe heller nogen anden fast offentlig Indtægt, saa at han
med Hensyn til sit og sine Mænds Underhold var henvist til,
hvad hans private Eiendom indbragte, eller hvad han kunde
erhverve paa Vikingtog i fremmede Lande. Han har maaske stundom
været i Besiddelse af visse prestelige Funktioner, forestaact
Offertjenesten ved Folkehovet og ledet Forhandlingerne paa
Fvlkes-thinget; men hans Indflydelse paa Retspleien og Lovgivningen
synes ikke at have været en saa regelmæssig og indgribende som
1 Jvfr. Keyser, Retsforf., S. 107—108.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
