Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fylkesaristokratiets Reaktion mod Kongedømmet og Statsenlieden 183
den, Herserne øvede. Han var Fylkesmændenes øverste Anfører
i Krigstilfælde; men han raadede ingenlunde for Krig og Fred.
Blev Fylket angrebet af en fremmed Fiende, og Bønderne mødte
for at forsvare Eiendom og Frihed, var han deres naturlige Fører;
men, vilde han feide udenfor sit Hige, beroede det paa de øvrige
Høvdingers og Bøndernes Godtykke og den Anseelse, det havde
lykkets ham at opnaa, om han fik nogen Hjælp af dem eller ikke.
Derfor kunde ogsaa Kveldulf svare, da Kong Audbjørn i
Firda-f’vlke, der havde sluttet Forbund med Mørekongen, opfordrede
ham til at give Følge i den afgjørende Kamp mod Harald
Haar-fagre: «Kongen tykkes vel at have Bet til at kræve af mig, at jeg
farer med ham, naar han skal verge sit Land og der bliver herjet
i Firdafylke. Men jeg finder mig ingenlunde skyldig til at fare
nord til Møre og stride der for at verge Møringernes Land.»
Istedetfor en saadan til enkelte bestemte Tilfælde indskrænket
Førerrolle har nu Harald Haarfagre, som Repræsentant for den
nyere europæiske Statsskik, krævet en virkelig
Begjeringsmvndig-hed; istedetfor en «auctoritas svadendi» har han tilegnet sig en
«potestas jubendi». Istedetfor Fylkestidens Familjeforbund har
han villet grunde en virkelig Ståt med en bestemt Underordning;
alle Rigets Mænd skulde være ham «lyöskyldir», tjenstbundne,
forpligtede til at vise ham en lignende Troskab og Lydighed, som
om de havde gaaet ham tilhaande; hvad der før havde beroet
paa et frivillig Valg, blev nu en tvungen Sag, som ingen kunde
unddrage sig. Den Myndighed, han tilegnede sig, har, som de
frankiske Kongers, indbefattet baade «Heerbann» og«Gerichtsbann».
Han, og hans Jarler paa hans Vegne, skulde, som det heder,
«dømme Lov og Landsret», og som øverste Dommer har han
tilholdt sig Ret til at inddrage Odel og Eie for dem, der forbrød
sig mod den skyldige undersaatlige Troskab. Han har villet
raade for Krig og Fred; Bøndernes militære Tjenestepligt er blevet
en ubetinget og har ikke længere været indskrænket til en
bestemt Tid eller til bestemte Tilfælde, medens det forøvrigt var
overladt til deres Godtykke, om de vilde give Kongen Følge eller
ikke. Han har desuden ogsaa krævet andre Ydelser af sine
Under-saatter; det er udtrykkelig fortalt, at han paalagde dem en Skat,
og disse Paalæg har ikke levnet noget Skin af Frivillighed paa
Bøndernes Side; de er ikke tilblevne ved en Overenskomst, men
er fremtraadte som Ytring af en i Formen vilkaarlig Myndighed,
der maatte forudsættes at kunne forhøie dem efter eget Behag.
Det er Indførelsen af en saadan helt njr Statsret, der, i
Overensstemmelse med den hos Germanerne i Almindelighed og
navnlig hos Nordmændene raadende privatretlige Opfatning af alle
offentlige Forhold, er bleven gjengivet i Traditionen med de Udtryk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
