Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Hellige. — Kristendommen og Enhedsstatens endelige Seir 231
Der gaves Berøringspunkter, Tilknytningspunkter mellem den
gamle og nye Beligion, som maatte bane Vei for den sidste og
medvirke til at skabe en Grund, hvori den kunde slaa Rod. I den
norrøne Gudelære, som i ethvert polytheistisk Religionssystem,
der har faaet Tid til en nogenledes fuldstændig Udvikling, gjorde
et monotheistisk Drag sig gjældende. Jo mere Guderne
forestilledes Menneskene lige, jo mindre kunde den religiøse Trang slaa
sig tiltaals ved at betragte dem som Verdens almægtige Styrere
og Opholdere; jo mere deres Antal voksede, ifølge den
sedvanlige mythologiske Proces, der løser ud de enkelte Egenskaber af
de oprindelige Gudeskikkelser og personificerer dem, desto mere
maatte Behovet af et særskilt Udtryk for den alt omfattende
Enhed og Sammenhæng gjøre sig gjældende; jo mere Mytherne om
Ragnarok og Verdens Undergang traadte i Forgrunden, under
Indflydelse af Vikingperiodens krigerske Aandsretning, jo mere
maatte Tanken hos de dybere anlagte Naturer drives til at søge
noget blivende i et høiere over Guderne staaende Væsen. Nu
finder vi ogsaa i Sagaerne og i de mythiske Digte Træk, som
vidner herom, hvis Ægthed der neppe er fuld Grund til at
betvivle, og som det heller ikke er rimeligt at føre tilbage til en
direkte kristelig Indflydelse, Træk af en religiøs Følelse eller
Spekulation, der uden at forlade Hedenskabets Grund bryder
gjennem de Grænser, det har sat, og hæver sig til Forestillingen om
et høieste almægtigt Væsen.1 Men denne Forestilling har
aabenbart kun været til som en dunkel Anelse og det kun hos ganske
enkelte; disse Træk er saa faa, saa ubestemte og saa løsrevne,
at de ikke tillader os at tænke paa nogen almindelig eller med
Styrke forfulgt Retning. Desto hyppigere kom den hedenske
Religions indre Forfald hos Nordmændene tilsyne i en fuldkommen
Vantro eller Gudløshed. Deres Vilje og Handlekraft var sterkere
udviklet end deres Tanke og Følelsesliv; den samme
Opløsningsproces, der hos Grækerne t. Eks. antog Karakteren af en udover
det polytheistiske System gribende Refleksion eller Mystik, ytrede
sig derfor hos dem væsentlig som en Dragen sig tilbage i sig selv,
en hensynsløs Trodsen paa egen «matt ok megin».
Ogsaa denne Stemning var forsaavidt gunstig for Indførelsen
af den nye Religion, som en saadan fuldkommen emanciperet,
«gudløs» Person i Regelen ikke kunde gjøre sig nogen Skrujjel
1 Maurer. Hek. d. norw. St., II. 42, fremhæver med Hette som Hevis for, at de
Træk af en monotheistisk Spekulation, der forekommer hist og her i de mythiske
Digte, t. Eks. i Völuspaa, er uafhængige af den kristelige Indflydelse, at
«dieselben in ihrer Hichtung auf die Kosmogonie, die Weltregierung und die
Eschato-logie unter sich völlig isolirt bleiben, und dass nirgends der Versuch gemacht
wird, dieselbe liöhere Macht zugleich zur ersten Schöpferinn dieser Welt, zur
Vertreterinn des obersten Verhängnisses in derselben, und zur letzten Herrscherinn
nach deren Untergange zu erheben.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
