Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 Den norske Historie’]
ved at lade sig døbe og antage Kristendommen, naar et eller
andet rent verdsligt Motiv bestemte ham dertil; han maatte i
saadant Fald anstille et lignende Ræsonnement som det, der lægges
Gaukathore i Munden, da han forud for Slaget paa Stiklestad lik
Valget mellem at lade sig døbe eller at negtes Optagelse i
Kongens Følge: «Ff ek skal å guö nökkut trua, livat er mér verra, at
trüa a Hvitakrist enn a annat guö.» (Dersom jeg endelig skal
tro paa nogen Gud, hvorfor kan jeg da ikke ligesaagodt tro paa
Hvidekrist som paa nogen anden Gud). Men det blev da ogsaa
en Kristendom derefter. — Overhovedet vil vi linde, at netop de
Træk i Nordmændenes Karakter, Religionsforfatning og Forhold
til den nationale Religion, der gjorde Gjennemførelsen af
Omvendelsesverket i en ydre Forstand forholdsvis let, i høi Grad maa
have vanskeliggjort en virkelig indre Tilegnelse af
Kristendommen. Deres forherskende praktisk-politiske Retning, deres
nøkterne beregnende Væsen, deres Frihed for religiøs Fanatisme,
deres Ligegyldighed ligeoverfor de nationale Guder eller det blot
kjølige Venskabsforhold, hvori de stillede sig til dem, Mangelen
af et særegent Presteskab o. s. v. — var altsammen brugeligt og
bekvemt, saalænge det gjaldt at skaffe Plads for den nye Religion;
men, efterat den havde faaet Plads og skulde til at fæste Rod,
vendte Forholdet sig om. — Den Maade, hvorpaa
Religionsfor-andringen gjennemførtes paa Island, er her fremfor alt oplysende.
Det kristelige og det hedenske Parti mødte begge paa Althinget,
fuld af gjensidig Forbitrelse, og det kom til voldsomme
Sammenstød mellem dem, saa at de sagde sig ud af Loven med hinanden,
det vil sige: skilte sig i to forskjellige af hinanden uafhængige
Statssamfund. Men sindige Mænd lagde sig nu imellem og
prøvede paa at tilveiebringe en Udsoning, og efter Samraad med dem
optraadte Lovsigemanden, Thorgeir Ljosvetningagode, med en
Tale, hvori han skildrede alle de Ulykker, som vilde flyde af, at
Landets Indbyggere ei lød en og samme Lov, og dernæst
stillede den Opfordring til Thingalmuen, at den skulde forpligte sig
til at vedtage de Lovbestemmelser, som han efter bedste Skjøn
agtede at forkynde. Man hørte ham med Opmerksomhed og"
fandt, at han talte Sandhed; begge Partier erklærede sig villige
til at følge Opfordringen, idet Hedningerne ventede, at den nye
Lov vilde blive gunstig for dem, saasom Thorgeir selv var
Hedning, medens de Kristne stolede paa, at Udfaldet vilde blive efter
deres Ønske, da han havde modtaget Gaver af dem for at
understøtte deres Sag, og efterat den forlangte Forpligtelse høitidelig
var indgaaet, fremsagdes de nye Lovbestemmelser, som viste sig
at gaa ud paa et Kompromis af den eiendommeligste Art mellem
den nye og den gamle Religion. Den første Bestemmelse var, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
