Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Den norske Historie’]
Gjenstand for idelige Angreb fra Naborigernes Side, der var ældre
og bedre befæstede; Dane- og Sveakongerne vilde ikke indrømme
den norske Kongeæts Jævnbyrdighed, og Gang efter Gang lykkedes
det dem at omstyrte Harald Haarfagres Bygning, fordi denne
endnu savnede den nødvendige indre Retsgrund. Nu, efterat det
norske Rige er bleven politisk konsolideret, vender Rladet sig;
det er nu Norge, der optræder som den angribende Part.
Magnus den Gode underlægger sig Danmark, og det lykkes
ham at slaa tilbage alle Forsøg paa at fravriste ham dette
Herredømme, skjønt man kan være vis paa, at de norske Krigere i
hans Følge ikke har forsømt at tage fuld Revanche for det
Overmod, som Danerne havde vist i Norge under Svein Alfivasøns
Styrelse,1 og skjønt visselig hans Medbeiler til Danmarks Throne
har havt langt sterkere Sympathier for sig hos det danske Folk,
end han selv. Ogsaa hans Eftermand, Harald Haard raade,
fastholder de Krav paa Danmark, som den norske Kongeæt nu har
erhvervet, og hvori den efter Olaf den Helliges Fald indtraadte
radikale Omvæltning i det indbyrdes Forhold mellem Rigerne
paa en saa iøjnefaldende Maade kommer tilsyne, og, om det end
ikke lykkes ham at gjennemføre disse Krav, fordi det danske Folk
nu staar fast og enigt ved Svein Estridssøns Side, hævder lian
ialtfald Norges militære Overlegenhed paa sine mange Krigstog
mod Danmark, hvilke Svein ikke en eneste Gang vover at
gjen-gjælde.2 Omsider samler han alle Folkets Stridskræfter til det
skjæbnesvangre Tog mod England, hvor han falder med Kjernen
af det norske Aristokrati. Hans Eftermand har et fredeligt Sind,
og Landet trængte vel desuden nogen Hvile efter det store
Nederlag ved Stanfordbro. Men under Magnus Barfod gjenoptages
den krigerske Virksomhed; han angriber Sverige og underlægger
sig paa sine Tog mod Vesten store Stykker af Skotland og Irland.
Som det sidste i Rækken af de store Krigsforetagender, i hvilket
det samlede norske Rige udfolder sin Kraft, staar endelig Sigurd
Magnussøns Tog til det hellige Land, — det største, der
nogensinde gik did fra de skandinaviske Lande, og paa hvilket han
fulgtes af 10,(XX) udvalgte Krigere fra alle Landets Rygder,
deriblandt mange Lendermænd og andre mægtige Mænd.
Denne de norske Kongers paa Erobringer og Krigstog i
fremmede Lande rettede Virksomhed vidner om, at de i det hele taget
gjennem dette Tidsrum har havt nogenlunde frie Ilænder hjemme;
den hænger sammen med Rigets politiske Konsolidation; derved
nemlig, at de indre Kampe har naaet frem til en foreløbig
Afslutning, er Kræfter blevne fri, som kunde vendes udad. — Imidlertid
1 Munch, Det Norske Folks Hist., II. S. 18.
2 Munch, N. F. II., II. S. 231.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
