Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongedømme og Lendermandsaristokrati, 10.’30—113(1
249
var, som vi ved, den Ro, der udmerker Tidsrummet fra 1035 til
1130 i Modsætning til det nærmest forudgaaende, ingenlunde
nogen fuldkommen uafbrudt, og det mangler heller ikke i denne
Periode paa enkeltvise voldsomme Rivninger. Stammehøvdingerne
havde underordnet sig det nationale Kongedømme; men de besad
fremdeles saa stor Magt, at de maatte have ondt ved at finde sig
helt tilrette i det undersaatlige Forhold, om de end ikke længer
betragtede dette i sin Almindelighed som et dem paatvunget Aag,
og at det jævnlig maatte hænde, at en og anden af de mægtigste
blandt dem, naar han blev ægget, faldt tilbage i den fordums
uindskrænkede Selvraadigheds Traditioner. Kongedømmets Ret
var blevet paa en for alle Tider bindende Maade anerkjendt og
befæstet; men den tænktes fremdeles som hvilende paa en
Overenskomst, — som en Kiendom, der, om end i en særlig Grad
stillet under Religionens Værn, alligevel havde sine bestemte
Grænser, og ethvert Forsøg paa at overskride disse Grænser kunde
opfattes som et Brud paa den indgangne Overenskomst, hvorved
ogsaa den anden Part løstes fra sine Forpligtelser.
Endog Magnus den Gode selv, der var bleven modtaget under
almindelig Jubel som den hellige Konges egen Søn og Befrieren
fra det ydmygende Fremmedherredømme, fik at føie, at, saa sterk
end Tilslutningen til det nationale Kongedømme havde været, saa
var den dog fremdeles en betinget, og at de «gjæve Bønder» altid
var færdige til at sætte haardt imod haardt, saasnart de mente,
at han ikke overholdt sine egne Løfter og «den blide
Adalsteins-fostres Love»,1 hvorved Forholdet mellem Konge og Folk én Gang
for alle skulde være ordnet. Han begyndte at blive haard mod
dem, der havde været hans Faders Fiender, heder det, og navnlig
mod Thrønderne; somme drev han af Landet, somme maatte
opgive alt sit Eie, for andre lod han nedhugge Kvæget. Herover
opstod megen Knurren; «Thingmændene ståk Næsen i Feiden»;2
Bønderne holdt Stevnelag og sagde sig imellem: «Hvad tænker
denne Konge paa, siden han bryder Loven med os? Mindes han
ikke, at vi ikke er vante til at taale nogen Uret? Farer han
saaledes frem, vil det gaa liam, som det gik hans Fader og andre
Høvdinger, hvem vi har dræbt, fordi vi ikke vilde finde os i deres
Overmod og Lovløshed.» Misnøiet blev saa almindeligt og antog
en saa truende Karakter, at Kongens Raadgivere følte
Nødvendigheden af at lægge sig imellem, og ved deres Forestillinger
omstemtes ogsaa hans Sind, som det fortælles, saa at han fra nu af
viste sig mild og eftergivende, fornyede sit Løfte om at lade alle
nyde Fred og forbedre Lovgivningen, og tilbagekaldte flere af de
1 Sighuat Skalds Bersöglisvfsur, Snorre, Heimskr. (Ungers Udg. S. 527.)
2 Sighuats Bersöglisvfsur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
