Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
I)en norske Historie
Midten af det 12te Aarhundrede en egte Repræsentant i Svein
Asleifssøn, som hvert Aar pleiede at foretage to Hærfærder til
Irlands, Skotlands eller Englands Kyster, den ene, naar Kornet
var saaet, den anden, naar Agrene var skaarne og Kornet bragt
i Hus, og som paa denne Maade vandt baade Gods og
Berømmelse, saa at det heder om ham, at han var den ypperste og
vældigste Mand, der nogensinde enten i ældre eller nyere Tider
havde fremstaaet i Vesterlandene og ikke bar fyrsteligt Navn.
Men han er ogsaa den sidste virkelige Viking, der har efterladt
sig et Navn i Sagaen.1 Allerede i Harald Haardraades Tid synes
det at have hørt til de sjeldnere Undtagelser, at norske Bønder eller
Stormænd gav sig af med at foretage paa egen Haand Herjetog
i fremmede Lande, og det skete da vel mest i den Form, at de
mod en vis Betaling eller en vis Andel i det forventede Bytte
stillede sig og sit Mandskab til en fremmed, irsk eller skotsk eller
walisisk, Fyrstes Tjeneste.2 Det heder, at Harald Haardraade
engang skal have sagt til Haakon Ivarssøn, da han hørte, at denne
tænkte paa at fare i Viking den næste Vaar: «Dette er en
Beslutning, hvorved man paatager sig et stort Ansvar; sligt kunde
passe for hedenske Mænd, der ikke kjendte noget til Gud; men
det er at spilde sin Kristendom at herje hos kristne Folk,»3 —
en opbyggelig Tale, der vistnok ikke passer synderlig vel i Haralds
Mund, hvis egne Herjetog til Danmark ikke synes at have været
synderlig forskjellige fra de hedenske Vikingfærder, men som
alligevel tør antages at udtrykke en allerede dengang raadende
Opfatning. Kristendommen var nu engang bleven Nordmændenes
Statsreligion; de lød selv under den kristne «Lov»; det maatte
da, hvad enten de var paavirkede af den nye Religions mildere
Aand eller ikke, fremstille sig for dem som noget, der ikke var
rigtigt i sin Orden, at herje i andre kristne Lande uden noget
andet Paaskud end det, at man vilde vinde Bytte, og de blev
altsaa, i Hensyn paa slige rent private Krigsforetagender,
efterhaanden indskrænkede til de enkelte Folk, der vedblev at være
hedenske, saasom Bjarmerne og de vendiske og estiske Stammer
ved Østersøen, hvoraf igjen fulgte, at baade Udsigterne til
Erhverv ved Vikinghaandverket blev færre og Farerne større.
For de norske Hølds- og Lendermandsætter, der havde været
vante til at leve paa Stormandsvis om Vinteren af, hvad de havde
røvet om Sommeren, og som havde omgivet sig med langt flere
Folk, end de kunde underholde af sine Gaarde, maatte det være
et stort Afsavn at skulle give Slip paa denne Erhvervsgren, hvor-
1 Se Munch, N. F. H., II. S. 948-49.
2 Munch, N. F. IL, II. S. 431-32.
3 Morkinskinna, S. 83.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
