Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Borgerkrigene. — Forhund mellem Aristokrati og Hierarki 333
trent indstiftedes Domkapitler ved alle Rigets Kathedralkirker,
og i Forbindelse hermed sees Kongerne Inge, Sigurd og Eystein
at have gjort visse Indrømmelser i Hensyn paa Biskopsvalgene,
maaske ogsaa i Hensyn paa Patronatsretten over Landets
Hovedkirker, om hvis Indhold og rette Mening der siden opstod Strid,
men som ialfald maa have været et brugeligt Støttepunkt for
videregaaende Krav.1 Kirken opnaaede herved saavidt Enhed og
Sammenhæng i sin Organisation, at den kunde gribe selvstændigt
ind i de politiske Brydninger og give sin hierarkiske Stræben
Konsekvens og Eftertryk. Og i den anden i Ordenen af de
nidar-osiske Erkebiskopper, Eystein Erlendssøn, fandt den en Formand,
som hverken savnede Vilje eller Evne til at udrette noget stort
i denne Retning. Eystein, der blev Erkebiskop i 1157 eller 1158,
hørte til en af de mest ansete thrønderske Høvdingætter og
skildres som en overmaade veltalende, myndig og virksom Mand.
Han havde, inden han tiltraadte sin Biskopsstol, sandsynligvis i
længere Tid opholdt sig i Rom, hvor han neppe forsømte
Ledigheden til at gjøre sig fortrolig med de hierarkiske
Grundsætninger.2 Ved den Omvæltning i de politiske Forhold, der indtraadte
umiddelbart efter hans Hjemkomst, idet Størsteparten af Landets
Aristokrati tog afgjort Parti mod den lovlige Thronarving og
stillede op ligeoverfor ham en Konge, der ingen Arveret havde,
aabnedes der de bedste Udsigter for ham til at se disse
Grundsætninger gjennemførte. Det havde hidtil gjældt som hørende til
Kongedømmets Ret at føre Tilsyn med Kirken og den kirkelige
Lovgivning og at indsætte Riskopperne; men denne Ret havde,
som før udhævet, en rent personlig Karakter; den var, som alt,
hvad der iøvrigt regnedes for at høre Kongedømmet til, en Odel
i Harald Haarfagres ret nedstigende Mandslinje og hang saaledes
paa det nøieste sammen med, at de gjældende Regler for
Thron-arvefølgen blev iagttagne; i samme Øieblik, som Kronen gik ud
af den rette Mandslinje og et nyt Kongedømme opstilledes, der
ikke som det hidtil bestaaende støttede sig til Arvefølgen, blev
ogsaa Spørgsmaalet om den Kongen tilkommende «Ret» eller
Omfanget af hans Myndighed et aabent Spørgsmaal; det fulgte ikke
af sig selv, at de Rettigheder, paa hvilke den Konge, der fik Riget
ved Arv, kunde gjøre Paastand som paa sin Odel, ogsaa skulde
tilkomme den, der besteg Thronen udenfor den gjældende
Arvefølgeorden, og Magnus Erlingssøns Valg til Konge maatte saaledes
i og for sig betragtes som et Held for den norske Kirke, naar
den søgte at frigjøre sig fra det Herredømme, som det nationale
1 Keyser, Kirkehist., I. S. 222, 225. Munch, N. F. H., II. S. 876- 78. j Z
2 Keyser, Kirkehist., I. S. 233—35.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
