Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334 I)en norske Historie
Kongedømme hidtil havde øvet over den, og som var saa
uoverensstemmende med Tidsalderens hierarkiske Aand. Under de
forudgaaende Thronfeider havde Geistligheden vistnok i det hele
holdt sig i Baggrunden; men man ser dog, at dens Sympathier
gik i samme Retning som Sympathierne hos Aristokratiets
Flerhed. Den havde saaledes været gunstig stemt ligeoverfor Harald
Gille, hvem ogsaa Lendermændene yndede, fordi han lod dem
raade med sig, som de vilde. Blandt Harald Gilles Sønner var
Inge, — den svageste og føieligste, — den, til hvem baade Geist
ligheden og den overveiende Flerhed af Lendermandsaristokratiet
sluttede sig. Om den pavelige Legat, Kardinal Nikolaus
Brek-speare, der kom til Norge i 1152 for at ordne Forholdene ved
den nye Erkebiskopsstol i Nidaros, er det fortalt, at han var vred
paa Brødrene Sigurd og Eystein, og de maatte gaa til Forlig med
ham, men derimod stod han altid paa en særdeles god Fod
med Inge, hvem han kaldte sin Søn.1 Nu er det vel rimeligt,
at hines private Liv gav mere Grund til Forargelse end
dennes; men dette har neppe alene været Grunden til, at den
pavelige Legat saa aabenbart foretrak ham; han har vistnok
rettet sig efter Stemningen inden den norske Geistlighed, der
kunde haabe at faa et lettere Spil med den svage Inge
end med hans mere selvraadige Brødre.2 Erkebiskop Eystein
selv havde tidligere været Inges Kapellan og var af ham bleven
ophøiet paa Nidaros’s Erkesæde. Det kan saaledes ikke være
tvivlsomt, at han, ligesom vistnok den overveiende Flerhed af
hans Standsbrødre, forsaavidt de overhovedet havde nogen
offentlig Interesse, har hørt til dennes Parti, og da det var dette samme
Parti, der siden opstillede Magnus Erlingsson som Konge, har
det vistnok sin fuldkomne Rigtighed med de Ord, som Sagaen
lægger Erling Skakke i Munden under Forhandlingerne om den
paatænkte Kroning, at det nemlig var skeet med Erkebiskoppens
og de øvrige Biskoppers Raad og Vidende, at Magnus var bleven
tagen til Konge over Norges Rige.3 Iøvrigt laa det jo, som sagt,
i Kirkens egen velforstaaede Interesse at støtte et Kongedømme,
der var tilblevet under saadanne Omstændigheder.
Alligevel viste Eystein sig ingenlunde straks villig til at
imødekomme Erling Skakkes Ønske om at faa sin Søn salvet og kronet;
1 Morkinsk., S, 232.
2 Keyser, Kirkehist., I. S. 220—221.
3 tfjid er Magnus var til konungs tekinn yfir Noregs riki, var pat gert mert
yöarri vitand ok rüöi ok svå annarra byskupa hér f landi.» Hskr., S. Magn. Erl.,
Cap. 21. — Munch, N. F. H., II. S. 927 lægger — vistnok med Urette — Vegt
derpaa, at et andet Sted (Fagrskinna, S. 180) Erlings Ord gjengives saaledes: «Det
var ikke saa meget imod Eders Vilje, at Magnus blev taget til Konge.» Noget
skulde det altsaa have været.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
