Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre. — Birkebeiner og Bagler
381
øvrige norske Biskopper, til Kong Knut VI i Danmark, Kong Sverke
i Sverige og den svenske Jarl Byrge Brosa, i hvilke han tordner
i den romerske Kurialstils voldsomste Udtryk mod Sverre, —
«dette Uhyre, der kun skaaner dem, han ikke kan naa», — «som
med tyrannisk Grumhed og afskyelig Voldsomhed har
bemægtiget sig Riget, uden at have enten Høvdingernes Valg eller
Blodets Ret for sig». Han befalede Biskopperne at forkynde
Interdikt over enhver Del af Norge, som endnu vedblev at adlyde
ham, og opfordrede Nabofyrsterne til at understøtte hans
Modstandere, «saa at dette Djævelens Lem ikke længer skal kunne
rase i Norges Rige eller drive sin Forfølgelse mod Kirken videre».
Ingen af de norske Biskopper turde, efter en slig Optræden fra
Pavedømmets Side, vise Sverre nogen undersaatlig Lydighed;
endog de, der skyldte ham sin Ophøielse og var hans personlige
Venner, forlod ham og samledes med den landflygtige Erkebiskop
i Danmark. Den norske Kirke havde ikke længer nogen
Styrelse; Sverre selv og alle de, som fremdeles vovede at følge ham,
blev paanyt ekskommunic erede; hans Tilhængere skulde negtes
kirkelig Begravelse, og overalt i de Dele af Norge, der holdt fast
ved ham, skulde Kirkerne lukkes og intet Sakrament forrettes
undtagen Barnedaab og Døendes Skriftemaal.
Man ved, hvor stor Skræk der i hin Tidsalder pleiede at staa
af disse kirkelige Straffedomme, og hvorledes det kunde lykkes
Innocens ved slige Midler at bringe endog den bedst befæstede
Throne i Europa til at vakle. Saa meget mere knusende syntes
deres Virkning at maatte blive for Sverre, der havde tilegnet
sig Kongedømmet i Spidsen for en ringeagtet Eventyrerflok,
som fremdeles var Gjenstand for de fleste formaaende Mænds
Antipathi, og mod hvem det halve Land havde reist sig i aabent
Oprør. Men hans Energi og Rigdom paa Udveie viste sig ogsaa
at være denne Situation voksen. Paa samme Tid, som han var
ustanselig paafærde mod Baglerpartiets Krigerskarer, fandt han Tid og
Kraft til at møde sine geistlige Modstandere paa deres egen
Grund, og at bekjæmpe dem med deres egne Vaaben. Han talte
ofte, heder det, om sin Strid med Erkebiskoppen, og
Fremstillingen af denne Strid i hans egen Saga giver os et Begreb om,
hvorledes han har forstaaet at fremhente saadanne Argumenter,
der var bedst skikkede til at slaa an hos Folket, og at udhæve
de Tvistepunkter, ved hvilke Erkebiskoppens Forhold fremtraadte
i det mindst gunstige Lys.1 Ligeoverfor de pavelige Ekskommu-,
nikationer og det Interdikt, hvormed hans Rige blev belagt, lod
han udfærdige det ovenfor nævnte Stridsskrift, hvori han hævder
1 Keyser, Kirkehist., I. S. 280.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
