Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
I)en norske Historie
en virkelig principiel Karakter. Kuvlungernes, Varbelgernes og
Øiskeggernes Foretagender havde mest havt Udseende af
Privat-feider mellem Sverre og enkelte misfornøiede eller hævngjerrige
Høvdinger; Baglerne derimod kunde siges at optage Traaden der,
hvor Heklungerne (Magnus Erlingssøns Parti) havde sluppet den,
og optraadte fra først af som Forkjæmpere for en Sag, der var
hævet over de blot personlige Interesser. Bagler ligeoverfor
Birkebeiner syntes atter ikke blot Flok mod Flok, men Parti
ligeoverfor et andet Parti, repræsenterende modsatte Synsmaader
og Tendenser. — Det var, som bekjendt, Sverres Strid med
Erkebiskop Eirik, hans Angreb paa de af Kirken allerede opnaaede
Friheder og Forsøg paa at gaa helt tilbage til den forud for
Erkestolens Oprettelse bestaaende Ordning af de kirkelige
Forhold, der fremkaldte Dannelsen af Baglernes Parti.
Erkebiskoppen forlod Landet og tog sin Tilflugt til Danmark, hvor han
fandt ivrig Understøttelse hos den danske Kirkes ledende Mænd,
og hvor han lyste Ban over Sverre. Her udklækkedes da Planen
til et nyt Forsøg paa at vriste Magten fra den frafaldne Prest
(som Sverre blev kaldt), og her samledes den Flok, som lik Navn
af Bagler. Erkebiskop Eirik selv var med fra først af paa dette
Foretagende, og Partiets egentlige Leder og Hovedmand var
Biskop Nikolas Arnessøn, som ved sin høie geistlige Stilling og
sin Byrd var saa vel skikket til at repræsentere de
hierarkiskaristokratiske Tendenser, der havde støttet Kong Inge mod hans
Brødre og tilsidst løftet Magnus Erlingsson paa Norges Throne.
Det var altsaa nærmest for de kirkelige Interesser, at Baglerne
traadte i Skranken, og Biskop Nikolas gjorde sig ogsaa til af,
under den bekjendte Ordveksling mellem ham og Sverre i
Saltøsund,1 at han og hans Mænd var Kirkens Forkjæmpere: «Hvorfor
gaar du ikke i Land, Sverre; vil du ikke slaas nu, Gudsfornegter?
Jeg skal bie paa dig her; her er mit Haandlin (han holdt
Skjoldet i Veiret); nu bærer jeg den Mitra og Stav, som jeg efter
Pavens Bud skal føre mod dig; det er Staalhue og Sverd; disse
samme Vaaben skal jeg bære, indtil du er dræbt eller jaget fra
dette Rige.» Hans Parti blev heller ikke svigtet af Kirkens
øverste Styrelse; det støttedes tvertimod af denne med alle de
aandige Vaaben, der stod til dens Raadighed. Erkebiskop Eirik
foredrog sin Sag for Paven, der gav ham Medhold i alle hans
Ankeposter og bemyndigede ham til at ekskommunicere Sverre,
saafremt denne ikke gav efter i et og alt. Og i 1198 — to Aar
efter Raglernes Reisning, — da Innocens den Tredie havde
besteget den pavelige Throne, brød Uveiret rigtig løst. Innocens
udstedte det ene Rrev efter det andet, til Erkebiskop Eirik og de
1 Sv. S., Ca
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
