Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Sverre. — Birkebeiner og Bagler
391
kræver et rimeligt Forhold mellem Aarsag og Virkning, saa at
ikke store Virkninger føres tilbage til smaa Aarsager. Vi maa
forudsætte, at naar et varigt Omslag i et Folks Udvikling
tilsyneladende er bleven hidført ved Begivenheder af en saa udvortes
eller tilfældig Art som de, der satte Sverre paa Norges Throne,
saa er det ogsaa kun tilsyneladende; der har været dybere
liggende Grunde tilstede, hvis Virksomhed hine Begivender kun har
tjent til at fremskynde eller afdække. Vi maa fastholde, at den
enkelte historiske Personlighed, hvor overordentlig hans Begavelse
end maatte være, ikke kan være noget mere end en «cause
parti-culiére», hvis varige Betydning afhænger af, om den falder
sammen med en «allure principale», — en almen Retning, der kan
fremskyndes eller stanses, formørkes eller trænges tilbage for en
kortere eller længere Tid, men ikke helt afbrydes, saalænge
Folket bevarer sit selvstændige Liv, — og vi vil se, at denne Sætning
ogsaa i dette Tilfælde har sin fulde Anvendelse.
Vi paastaar da selvfølgelig ikke andet, end at Sverre i en
ganske udmerket Forstand skyldte sig selv, sin Begavelse og, om
man saa vil, Lykken, at han blev den, han blev. Det vilde være
lidet rimeligt at anvende paa ham de gjængse Talemaader om
Tidsaanden eller Folkeaanden og sige, at det var Tidsaanden,
der kaldte ham frem, eller at det gik ham, som det er gaaet
saaningen anden fremragende historisk Personlighed, at han fandt
Veien banet for sig, en stor Opgave fuldt færdig til Løsning, og
var som Gnisten, der falder i den opstablede Brændselhob, som
kun venter paa at tændes an for at flamme høit i Veiret. Det
maa medgives, at de 70 Birkebeiner, hvormed han begyndte sin
eventyrlige Bane, ikke just synes at have repræsenteret nogen
almindelig Retning eller Idé (uden den, der er fælles for Røvere
til alle Tider: at leve høit paa andres Bekostning), og at han fra
først af og længe ikke fandt, og, efter den Maade, hvorpaa hans
Flok optraadte, heller ikke kunde vente at finde nogen Sympathi
for sig hos Folket. Man har altsaa, naar det gjælder at forklare,
at han personligt blev den seirende i Kampen mod Magnus
Erlingsson, og at han holdt sig paa den Plads, han havde vundet,
trods de mange, der søgte at styrte ham, først og fremst at svare,
at han var den, han var. Uden sin overordentlige Karakterstyrke
og uden den Evne, han besad til at indgyde sine Omgivelser en
aldeles ubetinget Tillid, vilde han have gaaet til Grunde hundrede
Gange, og uden ham vilde Birkebeinernes Navn neppe have faaet
nogen Plads i vor Historie.
Det følger fremdeles af sig selv, at de af Sverre
repræsenterede Tendenser maatte styrkes og det i høi Grad ved at blive
repræsenterede af en saavidt betydelig Mand, der gik tilverks paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
