Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
I)en norske Historie
niernes Selvstyrelse, medens paa den anden Side den gamle
Bondefrihed vilde have lidt haarde Stød, og Landets Jordegods
vilde, istedetfor at udstykkes mellem en altid stigende Mængde
af Odelsbønder, der stod høit nok til at hævde sin Frihed, men
ikke høit nok til at tage Del i det offentlige Liv eller til at bære
en selvstændig national Kulturudvikling, mere og mere være
bleven samlet paa enkelte Hænder, hos en Rigsadel, der sugede
Folkets Marg, men paa samme Tid kunde have spillet en
lignende Rolle til at hævde Norges Selvstændighed som den, Adelen
spillede i Danmark og Sverige.
Saadanne Konsekvenser syntes Overenskomsten af 1164 at
skulle have ført til, om den havde vedblevet at staa ved Magt;
saaledes — kunde man mene — vilde det have gaaet, dersom
ikke Sverre havde gjenopreist det gamle Kongedømme med en
Kraft og et Held, der laa udenfor al Beregning, al Sandsynlighed.
Og" i denne Aand har som oftest ogsaa det ved Sverre betegnede
Vendepunkt i vor Historie været opfattet. Keyser t. Eks. har
udtalt, at «naar Sverre paaberaabte sig det guddommelige
Forsyns Hjælp, der havde frelst ham af saamangen Fare, som et
øiensynligt Bevis for sin Ret, saa kan man i alle Fald ikke negte,
at hin Hjælp i Sandhed var virksom tilstede, og at han
idetmindste var et udkaaret Redskab i Forsynets Haand til at møde
Hierarkiets Overgreb i Norge og styrte det fra den farlige Høide,
til hvilken det havde opsvunget sig, og paa hvilken det var ifærd
med at fæste Fod, vistnok ligesaameget til den sande Kristkirkes
som til Statens Fordærvelse».1 Andre har, idet deres Tanke
fornemmelig har været fæstet ved Norges Vanskjæbne i
Unions-perioden, der saa øiensynlig hænger sammen med, at det norske
Samfund ikke i samme Grad som Nabolandenes havde udviklet
særskilte Rigsstænder, der kunde repræsentere Staten og bære
den fortsatte nationale Kulturudvikling, næsten omtalt Sverre i
Lighed med den Maade, hvorpaa Saxo Grammaticus omtaler
Harald Gille, — som et Lyn og Uveir, der nedslog Norges
Velstand, — som den rette Ophavsmand til de Utykker, der siden
overgik Landet, fordi det er ham, hvem det maa tilskrives, at
et kraftigt og blomstrende Aristokrati blev oprevet eller
desorganiseret, og at der blev givet den norske Ståt en ensidig
monarkisk-demokratisk Retning, hvorved dens Skjæbne blev
afhængig af Thronfølgeordenens Tilfældigheder, og hvorved Folket
mere og mere gjordes fremmed for alt offentligt Liv.
Det er selvfølgeligt, at vi, idet vi gaar ud fra Lovmæssigheden
i de historiske Udviklingsprocesser, ikke kan tillægge Sverres
Optræden en saa vidtgribende Betydning. Denne Lovmæssighed
* Kirkehist., I. S. 253.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
