Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
I)en norske Historie
— i et velordnet og fastgrundet Samfund, som aldrig undergik
nogen voldsom Omvæltning, og hvor de sociale Uligheder ikke
var saa store eller ialfald ikke kunde føles saa trykkende, fordi
de var opstaaede ved en mere jævn Udvikling; — hvor fattige
maatte ikke, sammenligningsvis, de Livskilder være, af hvilke den
skulde næres, hos et Folk som det norske, hvis Kristendom,
indført ved et Magtsprog, blev befæstet ved Lovlydighed og Respekt
for den fuldbragte Kjendsgjerning, og som var for frit og sterkt,
for lidet bøiet af Ulykken til at kunne være synderlig
modtageligt for religiøse Rørelser eller til at kunne sætte rigtig Pris paa
de kirkelige Trøstemidler! Det er aabenbart, at det ikke kan
have været saa farligt med den «farlige Høide», hvortil
Hierarkiet i Norge havde opsvunget sig ved Erkebiskop Eystein: det
vilde ikke have været istand til at holde sig paa den. En klog
Benyttelse af heldige Omstændigheder havde kunnet hjælpe den
norske Kirke til en i formel Henseende dominerende statsretlig
Position; men Evnen til at udfylde og exploitere denne Position
var noget, som intet Held og ingen tilfældige Omstændigheder
kunde give.
Sverre opstillede ligeoverfor de hierarkiske Krav paa et
ligefremt Supremati for Kirken over Staten en Lære om
Kongedømmets guddommelige Oprindelse og udledede heraf, at Forholdet
mellem Ståt og Kirke var et én Gang for alle af Gud selv ordnet,
som ikke maatte forandres til Fordel for nogen af Parterne, at
Statens Ret inden de engang opdragne Grænser var en ligesaa
ubetinget som Kirkens, at Biskopperne efter Guds egen
Anordning var henviste til det rent aandige eller geistlige Omraade,
medens den styrende Myndighed i alle verdslige Anliggender kun
tilkom Kongen. Vi har omtalt,, at denne Lære for en Del kan
føres tilbage til Impulser fra Europas ledende Lande, hvor man
havde begyndt at opstille lignende Principer i Modsætning til den
pavelige Kuries theokratiske Stræben. Men saa klart formuleret,
saa konsekvent gjennemført som i Sverres Stridsskrift og hele
Holdning ligeoverfor Geistligheden møder den os først meget
senere i det øvrige Europa.1 Vi maa heri vistnok se et
Vidnesbyrd om Sverres overordentlige personlige Begavelse. Men vi
maa paa den anden Side ikke glemme, hvorledes Opgaven var
lagt ham tilrette ved det norske Kongedømmes eiendommelige
Traditioner, og hvorledes han, idet han syntes at foregribe en
almen europæisk Udvikling, dog væsentlig drog Konsekvensen af
en særlig norsk. Man kan tvivle paa, at den Stamtavle er rigtig
paalidelig, hvorefter han i lige Karllæg stammede fra Harald Haarfagre;
’ Se ’/om, Staut und. Kirche in Norwegen, S. 125—127.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
