Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
412
Den norske Historie
at møde hinanden og levere Slag, der kunde føre til en virkelig
Afgjørelse, men kun at vinde saameget Bytte som muligt ved
pludselige Overfald eller at drille hinanden og tilføie hinanden
saamegen Skade som muligt ved Streiftog i det mindre. Det
maatte blive et Ønske hos hele Folket udenfor dem, for hvem
Fribytterlivet under de gamle Partifaners Dække var blevet en
Levevei, at faa gjort en Ende paa disse Feider, der syntes at
have tabt alt Maal og Med, og en Fred lykkedes det da ogsaa
tilsidst at faa istandbragt, en saadan, der svarede til det uklare
og usikre i begge de stridende Parters Situation, idet
Bagler-kongen Philippus fik en Trediedel af Biget, nemlig Viken og
Oplandene, og Kong Sverres eneste i hans Egteskab fødte Barn,
Datteren Kristina, tilegte, mod at aflægge sit Kongenavn og
erkjende sig som Vassal af Kong Inge, hvem han skulde være
forpligtet til at følge inden- og udenlands, med hele sin Magt, om
det behøvedes. Det var Biskop Nikolas, som var den egentlige
Ophavsmand til denne Fred, og det var ogsaa de af ham
repræsenterede rent personlige Interesser i Forbindelse med
Stamme-aanden hos Vikverjerne, — gjennem lange Tider Baglerpartiets
væsentligste Foreningsbaand, — som ved denne Leilighed gik af
med Seiren. Men den herved tilveiebragte Tingenes Orden har
øiensynlig ikke fra nogen af Siderne kunnet været betragtet som
mere end blot provisorisk, — en Vaabenstilstand og ikke en
virkelig Fred. Baglerne vedblev vel, trods Aftalen, at kalde
Philippus Konge og fandt sig tilfredse under hans milde
Begi-mente, der næsten lader til at have havt Karakteren af et Slags
Fællesstyrelse af de fornemste Høvdinger under hans eller vel
snarere Biskop Nikolas’s Forsæde.1 Men saa tiltalende end dette
kunde forekomme mange, var dog nu Ideerne om Bigets
nationale Enhed og Selvstændighed trængte altfor dybt ind i
Bevidstheden, til at man kunde gjøre sig fortrolig med Tanken om, at
en slig Deling skulde være noget endeligt, eller lægge an paa at
faa den slaaet fast. Vikverjernes separatistiske Tendenser
ligeoverfor det øvrige Norge var desuden historisk knyttede til de
danske Krav paa Overliøihed over Landet, og dsnne
Sammenhæng var nu bleven opløst. Idet Philippus gik Inge Baardssøn
tilhaande, brød han med den danske Konge, som hvis Vassal han
vistnok fra først af optraadte. Han og hans Mænd erkjendte Bigets
Enhed som den lovlige Tingenes Orden og det Herredømme, som
var bleven ham tilstaaet over en Del af samme, som et
midlertidigt Brud paa Begelen, der skulde ophøre, naar man blev
forligt om den rette Arvefølge. Birkebeinerne paa sin Side, som
1 Jvfr. Munch, N. F. II., III. S. 590.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
