Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gjennemførelsen af Sverres System. — Den nyere Landslov 447
at støde an mod den raadende Opinion, og det heder ogsaa
udtrykkelig, at da Magnus Lagabøter afskaffede Frændebøderne (ved
et Rigsmøde i 1271, inden endnu Landsloven var vedtagen), skete
det efter Almuens egen Bøn.1 Jo dybere Ætterne sank, jo mere
som Følge heraf deres Evne og Tilbøielighed til at raade sig selv
og afgjøre sine Anliggender paa egen Haand gik tilbage, des
lettere kunde en virkelig Statsmyndighed gjøres gjældende i Hensyn
paa Rettergangen; det blev muligt eller endog ligefrem nødvendigt
at hæve de offentlige Domstole udover den blot formelle Rolle,
til hvilken de tidligere havde været henviste. Opløsningen inden
de engang tætsluttede Ættekredse, Egoismen hos den enkelte, der
voksede, eftersom Folket blev fremmed for det offentlige Liv
medførte et stadig stigende Behov af en høiere Magt, hvis
Autoritet kunde erstatte den frivillige Samvirken til Opretholdelse af
Lov og Orden, og naar Staten overtog slige Opgaver som at lade
Forbrydere tiltale og straffe, at holde dem i Varetægt, at paa se
Fuldbyrdelsen af fældede Domme, udfyldte den saaledes kun en
Plads, der var bleven ledig, og som ikke længer kunde udfyldes
paa anden Maade.
Men Staten var igjen det samme som Kongedømmet; en
Udvidelse af Statens Myndighedssfære var enstydig med en
Udvidelse af Kongedømmets, og blandt de Træk, hvorved Landsloven
adskiller sig fra Provinciallovene, er vistnok heller intet mere
iøinefaldende end den forandrede Stilling, der nu er bleven
Kongen tildelt. I Provinciallovene fremtræder han endnu halvt som
en Privatperson; hans Myndighed har endnu der Karakteren af
visse bestemte Rettigheder, der én Gang for alle er blevne tillagte
hans Æt, et Slags privat Domæne, hvis skarpt optrukne
Grænse-skjel han ikke kan overskride uden at komme paa ligefrem Krigsfod
med det øvrige Samfund. Landsloven derimod stiller ham i ophøiet
Majestæt over Folket. Han har sin Myndighed fra Gud, heder
det, og heraf udledes en almindelig Lydighedspligt ligeoverfor ham,
for hvilken der ikke kan drages bestemte Grænser. «Kongen har
af Gud verdslig Myndighed til verdslige Ting, men Biskoppen
aandelig Myndighed til aandelige Ting. Og fordi de er Guds
Ombudsmænd, og for det andet, fordi alle indser, at man ikke kan
undvære dem, og for det tredie, fordi Gud selv værdiges at kalde
sig med deres Navne, da er den sandelig i stor Fare for Gud,
som ikke med fuldkommen Kjærlighed og Ærefrygt styrker dem
i den Myndighed, hvortil Gud har beskikket dem.»2. I
Provinciallovene er det fastsat, at naar Lendermanden, der halvt var
Bondehøvding og halvt kongelig Tjenestemand, gjorde sig skyldig i no-
1 N. L„ IV. 12.
2 N. L., II. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
